Flere danskere dunker løs: Basketball indtager sportshallerne

Flere og flere vælger at trække i indendørsskoene og drible rundt på basketballbanerne.

Interessen for basketball er stigende i Danmark. Det viser nye tal fra Danmarks Idrætsforbund. (Foto: Rune Evensen © Scanpix)

Når de to storklubber Horsens IC og Bakken Bears i aften tager hul på finalekampene om DM-guldet, så kan danske basketballentusiaster glæde sig over, at dansk basket er i massiv udvikling.

Interessen for den hurtige boldsport har nemlig aldrig været større. I 2016 meldte 1.458 danskere sig ind i klubber rundt omkring i landet, så antallet af registrerede basketballspillere nu er oppe på 12.886.

Det er en stigning på 13 procent i forhold til 2015, og det er den femtestørste stigning blandt alle forbundene hos Danmarks Idrætsforbund, der udgiver tallene.

Rasmus Winkel er direktør i Danmarks Basketball Forbund, og ifølge ham er fremgangen et udtryk for en målrettet plan rettet mod ungdommen.

- Det er effekten af, at vi fokuserer stenhårdt på at skabe tilbud til børn og unge. Vi har taget fat i skolereformen og er ude i hallerne på skolerne, siger Rasmus Winkel.

- Vi samarbejder med BørneBasketFonden, hvor vi tager ud og tilbyder forløb på skolerne. Her kommer vi med professionelle instruktører med udstyr og laver lange forløb på skolerne med flere klassetrin over længere tid, fortæller direktøren og fremhæver, at man ofte opretter foreninger, hvis der er behov i lokalområderne.

Den fornemme fremgang kommer heller ikke bag på Thomas Johansen, der er breddechef i forbundet.

- Jeg er ikke overrasket. Det er et udtryk for et fantastisk arbejde med at implementere basket i skoleregi. Det er en stor fremgang, som vi er utrolig glade for.

Mindre fysik, mere teknik

Ud over den målrettede indsats i skolerne, så kan basket tilbyde noget andet end de store, traditionelle idrætsgrene som fodbold og håndbold, når det gælder om at tænde en sportsgnist hos de unge. Det fremhæver breddechefen Thomas Johansen.

- Basket er ikke en kontaktsport, som fodbold og håndbold, hvor mange børn har det svært med den fysiske og voldsomme kontakt, som man oplever der. Basket er grundlæggende uden kontakt, siger breddechefen.

- I basket er der også mange boldberøringer og scoringer, så man er hele tiden på bolden og prøver at score. Det er svært at gå igennem en sæson i basket uden at score. Sådan er der jo ikke i fodbold.

Det er de helt unge, som Danmarks Basketballforbund primært har rettet fokus mod. Derfor kan det også være for tidligt at vurdere, hvordan populariteten påvirker niveauet i dansk basket.

- Vi har været i gang med denne strategi i fire års tid, så det er først om fire-fem år, at vi kan kigge tilbage og få en idé om, hvilken effekt det har haft spredt over alle aldersgrupper. Det er for tidligt at sige nu, siger Thomas Johansen.

Rollemodeller i NBA

Det er begrænset med danske basketballspillere i udlandet, og i verdens største basketliga NBA har der aldrig optrådt en dansker.

Det er et erklæret mål for Danmarks Basketball Forbund at få en dansker på de bonede gulve i NBA.

Og ifølge direktør Rasmus Winkel er det international succes, der er en af hovedingredienserne, hvis dansk basket skal tage næste store skridt i udviklingen.

- Det handler om at skabe spillere, der kan præstere internationalt. Jeg synes, at vi er godt på vej i den retning, men det hænger også sammen med udvalget af spillere, siger direktør Rasmus Winkel.

Direktøren og breddechefen er enige om, at det handler om at have en stærk bredde for at udvikle spillere til internationalt niveau.

Den bredde vokser nu, og Rasmus Winkel ser gode perspektiver i den danske talentmasse.

- Jeg synes, at vi har nogle rigtig gode bud på spillere, der kan nå op på det højeste internationale niveau. Og det vil være et kæmpe boost at få en dansker i NBA. Det vil give en masse opmærksomhed til dansk basketball.