Første hjemmekamp i 19 år: Danske basketkvinder taber tæt duel med Italien

De danske basketballkvinder tabte søndag hjemme til Italien i EM-kvalifikationen.

Det danske basketlandshold tabte en tæt kamp til Italien søndag eftermiddag. (Foto: FIBA Basketball © FIBA Basketball)

To nederlag i to kampe var resultatet for de danske basketballkvinder i EM-kvalifikationen.

Søndag tabte Danmark med 72-82 hjemme til Italien, som på forhånd var storfavorit til at vinde opgøret.

Det kvindelige danske landshold i basketball er i disse dage på banen i en kvalifikationsturnering for første gang i 19 år.

I torsdags tabte Danmark på udebane til Rumænien i den første kvalifikationskamp frem mod EM i 2021. Danskerne tabte den første kamp med 55-70.

I søndagens kamp var italienerne i teten i det meste af kampen og kom foran 24-18 efter første periode.

Det blev ikke bedre i anden periode for danskerne, der på et tidspunkt var bagud 32-45.

Danmark nåede at reduceret til 38-47 midtvejs i kampen.

Italien øgede føringen i tredje periode, hvor udeholdet kom foran med 64-51.

I fjerde periode var Danmark godt med og tilmed ved at skabe spænding i kampen og få kontakt.

Danskerne reducerede til 72-76 med kort tid tilbage af kampen, men Italien trak igen fra med seks point i træk til slut.

De danske kvinder har selv stået i spidsen for en indsamling, der har skrabet tilstrækkeligt med penge sammen til at finansiere kvalifikationen.

Det skyldes, at Danmarks Basketball Forbund ikke har økonomi til at betale for to landshold, og forbundet har valgt at poste penge i herrelandsholdets EM-kvalifikation.

/ritzau/