Koryfæet 'Magic' Johnson kastede glans over dansk basket: 'Det var stort at spille med ham'

Den magiske basketballspiller, der spillede de sidste år af sin karriere i Danmark, fylder 60 år.

Magic Johnson på bænken for Magic Great Danes mod Alvik Stockholm. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)

Basketballlegenden Earvin Johnson Jr, måske bedst kendt som Magic Johnson, kan den 14. august 2019 sætte 60 lys i lagkagen.

Den amerikanske basketballspiller var i 1980’erne og 1990’erne et af de mest prominente navne i den amerikanske basketball-liga, NBA, hvor han i perioden 1979 til 1991 spillede point guard for klubben Los Angeles Lakers.

Men det er nok de færreste, der ved, at Hall of Fame-spilleren i starten af 00'erne spillede to sæsoner i en dansk basketballklub.

En legende kommer til byen

I 2000 blev han præsenteret som ny spiller på det danske basketballhold ’Great Danes’.

- Han var en stor legende, en stor personlighed med masser af karisma, og det var en stor oplevelse for holdet at spille med ham og opleve, hvor åben og nede på jorden han var, fortæller Allan Foss, der var assisterende træner for Great Danes, da Magic Johnson kom til klubben.

’Great Danes’ blev etableret året forinden af Danmarks Basketball Forbund for at repræsentere Danmark i den internationale klubturnering i den nordeuropæiske basketball-liga (NEBL).

Magic Johnsson i kamp for The Magic Great Danes mod Zalgiris fra Litauen. (Foto: CLAUS BJØRN LARSEN © Scanpix)

En magisk septemberaften i Brøndby Hallen

Magic Johnson havde i efteråret 1999 skrevet kontrakt med Båstad-klubben M7 fra Sverige, men grundet et brud med den amerikanske træner, valgte Johnson at forlade klubben i foråret 2000.

Den 203 centimeter høje point guard stod nu uden klub og valgte senere i 2000 at indgå et samarbejde med Danmarks Basketball Forbund om at spille mindst tre kampe for holdet ’Great Danes’.

I forlængelse af Magic Johnsons skifte ændrede holdet navn til ’Magic Great Danes’.

Den 40-årige Johnson skulle forsøge at få dansk basketball op i et højere gear – både sportsligt og mediemæssigt.

- Indtil det sidste var vi i tvivl, om han ville dukke op, og vi vidste ikke, hvad vi skulle forvente. Men han kom, siger Allan Foss og forsætter.

- Han glemte godt nok at fortælle, at han var skadet, så i den første kamp ude i Brøndby Hallen med en masse tilskuere gav han bare bolden op, men spillede ellers ikke. Der skuffede han ret mange mennesker, men han gav projektet en masse opmærksomhed.

I klippet nedenunder bliver Magic Johnson præsenteret i klubben 'Magic Great Danes', men han kom ikke i aktion, da han var skadet.

- Men ellers så syntes alle vist bare, at det var en stor oplevelse at spille med sådan en legende, høre ham fortælle historier og mærke den hype, han skabte omkring kampe, træninger og arrangementer, uddyber Allan Foss.

Den første sæson med nummer 32

Magic Johnson blev ikke den eneste tidligere NBA-spiller, klubben hentede. I samme sæson blev den tidligere Miami Heat-spiller Mark Sanford også tilføjet til holdet. Det var dog ikke længe, klubben havde glæde af Sanford, da han rejste til USA midtvejs i sæsonen.

I den første sæson nåede Magic Johnson at spille to kampe for holdet, hvor det blandt andet blev til en kamp imod en af de europæiske topklubber Zalgiris Kaunas.

I klippet vises et kort sammendrag fra kampen mod Zalgiris Kaunas, hvor 41-årige Magic Johnson spillede samtlige 40 minutter.

En af de danske talenter på holdet var den dengang 17-årige Christian Drejer - et talent som også blev bemærket af den nyankomne basketballlegende. Du kan se pressemødet og Christian Drejers egne tanker om mødet med den amerikanske verdensstjerne i indslaget fra 'SøndagsSporten' her.

Christian Drejer blev som den første danske basketballspiller draftet til NBA. Det gjorde han i 2004, hvor han blev draftet af New Jersey Nets.

'Men jeg fik min autograf'

Efter to kampe i sin første sæson meddelte Magic Johnson i anden sæson, at han ville forsøge at være mere til rådighed for det danske hold.

I kølvandet på terrorangrebene i New York den 11. september meddelte den amerikanske legende, at han ikke længere turde flyve til Europa.

Magic Johnson opnåede derfor blot to kampe for holdet.

Allan Foss glemte på et tidspunkt, at han var træner og bad sin egen spiller om en autograf, inden han forlod klubben.

- Han kiggede lidt underligt på mig, rystede på hovedet og grinte. Men jeg fik min autograf, griner Allan Foss.

Magic Great Danes eksisterede fra 1999 til 2002, og måtte efter tredje sæson sælge rettigheden til at deltage i NEBL til den nydannede overbygningsklub BF Copenhagen.

En del af det legendariske 'Dream Team' i 92

Magic Johnson var sammen med andre basketball-legender som Michael Jordan fra Chicago Bulls, New York Knicks' Patrick Ewing og Boston Celtics’ Larry Bird på det såkaldte Dream Team, der vandt OL guld i basketball i Barcelona, 1992.

I klippet kan du se et kort sammendrag af OL-finalen mellem Kroatien og USA, som Dream Team ender med at vinde 117–85.

Facebook
Twitter