Hvis der er én ting, de kan i NBA, er det statistikker.
Der er nærmest ingen grænser for, hvad det enorme data-crew bag verdens bedste basketballliga tygger sig igennem og serverer til millioner af seere på få sekunder.
Det betyder også, at der er rigtig, rigtig mange forskellige rekorder, men natten til tirsdag faldt en af de vildeste.
For da Russell Westbrook fra Washington Wizards med otte minutter tilbage af kampen mod Atlanta Hawks greb sin 10. rebound, noterede han sig samtidig for karrierens 182. triple-double.
Dermed overgik Westbrook en 47 år gammel rekord sat af legendariske Oscar Robertson. 'Mr. Triple-Double', som han blev kaldt.
Er det vildt?, tænker du måske.
Det er der overhovedet ingen tvivl om, mener Morten Stig Jensen, der er NBA-ekspert for det amerikanske medie Forbes.
- Det er en fuldstændig vanvittig rekord. Tilbage i 1960'erne, da Oscar Robertson gik gennem en hel sæson, og i gennemsnit lavede en triple-double i hver kamp, blev det stærkt antaget, at den rekord aldrig ville blive slået, siger Morten Stig Jensen til DR Sporten.
Det har Westbrook som den eneste anden i NBA-historien også gjort.
- Westbrook har ikke bare duplikeret det, han har faktisk haft fire sæsoner med over ti point, ti rebound og ti assists i gennemsnit. Så det kommer som ingen overraskelse, at han nu er triple-double-kongen i NBA, siger Morten Stig Jensen.
Herunder kan du se listen over NBA-spillere med flest triple-doubles i karrieren:
Sportens største navne hylder Westbrook
Der er flere pudsige ting omkring Russell Westbrooks præstation, men det mest bemærkelsesværdige er nok, at den tidligere Oklahoma- og Houston-spiller i sine første otte NBA-sæsoner faktisk kun lavede otte triple-doubles.
Ergo, han har haft fart på! Og de seneste syv sæsoner er det altså blevet til ikke mindre end 174 af slagsen.
- Det er noget, jeg aldrig nogensinde havde drømt om, da jeg som en lille dreng voksede op i Los Angeles. Jeg er meget taknemmelig for øjeblikke som dette, sagde Westbrook, der fik kampbolden med sig hjem som et minde fra den historiske aften.
Det var ikke mange, der troede, at Robertsens rekord nogensinde ville blive slået. Heller ikke Westbrooks egen træner, Scott Brooks.
- Oscar Robertson er speciel, og det han gjorde var fantastisk. Det er derfor, at ingen har været tæt på i 50 år. Vi siger altid, at alle rekorder skal slås på et tidspunkt, men jeg ved ikke, om nogen nogensinde kommer til at slå den her. Westbrook har uden tvivl hævet barren. Han har overhalet en af de allerbedste basketballspillere nogensinde, siger Washingtons headcoach Scott Brooks.
To dage tidligere tangerede Westbrook rekorden, og det lå derfor også i kortene, at han havde kurs direkte mod historiebøgerne.
På klassisk NBA-vis havde man gjort sit forarbejde til fingerspidserne og kunne umiddelbart efter nattens kamp udgive en video med lykønskninger, blandt andet fra Oscar Robertson selv.
- Jeg er meget glad på dine vegne. Din familie er stolte af dig, og jeg bifalder din præstation, sagde Robertsen i en video, Washington Wizards delte.
Også ligaens megastjerne fra Los Angeles Lakers, Lebron James, havde kun rosende ord til overs for Westbrook.
- Det er fantastisk. Nogen skulle gøre det, og hvorfor ikke dig? Imponerende, imponerende, sagde Lebron James.