Paven inviterer sportsstjerner på kaffe: 'Jeg troede, det var en spam-mail'

Den katolske pave Frans vil lære af den bedste amerikanske basketliga.

Den katolske pave Frans åbnede mandag dørene for NBA-spillere til en snak om social lighed. (Foto: Vatican Media © Scanpix)

Fem NBA-spillere træder ind i Peterskirken.

Det lyder som starten på en joke fortalt af din onkel. Men det er det ikke.

Det er virkelighed.

Pave Frans har, siden han i 2013 blev valgt, forsøgt at gøre op med de tidligere, mere konservative paver og har sat begreber som fattigdom, migration og lighed endnu højere på den katolske dagsorden.

Derfor inviterede paven mandag fem NBA-spillere til Vatikanstaten for at tale om deres arbejde for social retfærdighed og økonomisk ulighed. Det skriver New York Times.

- Jeg troede, at det var en spammail, jeg modtog, siger Milwaukee Bucks-spilleren Kyle Korver, der omgående ringede til direktøren for NBA's spillerforening, Michele Roberts, for at høre om var mailen var til at stole på.

Spillerforeningens direktør, Michele Roberts, var også en af de besøgende i Vatikanstaten, og hun var målløs efter de 30 minutters visit hos paven. Det fortalte hun på et efterfølgende videomøde med reportere.

- Jeg er stadig ikke sikker på, om det her virkelig er sket, fortalte hun på videomødet.

'Racismen lurer i mørket'

Spillerne adresserede på skift paven og fortalte om deres initiativer gennem de seneste måneder i kampen mod uretfærdighed og diskrimination. De overrakte paven spillertrøjer, en Black Lives Matter-t-shirt og en samlet bog, der dokumenterede deres arbejde for social lighed.

Kyle Korver citerede efterfølgende paven, der havde sammenlignet holdsport med kampen mod racisme.

- Han (paven, red.) sagde, at sport er en god mulighed for at forene. Han sammenlignede det med et hold, der har et fælles mål, og som arbejder sammen, men hvor alle benytter sin egen personlighed, sagde Korver.

For der er stadig arbejde at gøre. Det skrev paven i oktober i et brev til alle biskopper i den katolske kirke.

- Racistiske hændelser bliver ved med at skamme os, for de beviser, at vores antagede sociale fremskridt ikke er så reelle og definitive, som vi troede, skrev paven.

I brevet til biskopperne beskrev han racisme således:

- Racisme er en virus, der muterer hurtigt, og som i stedet for at forsvinde, gemmer sig og lurer i mørket.

Mødet med paven bekræftede direktøren for NBA's spillerforening, at det arbejde, der bliver gjort, gør en forskel.

- Bekræftelsen kommer fra én, der bruger sit liv på at give sig selv til andre, og som siger, at det vi gør er præcis, hvad vi burde gøre, siger Michele Roberts.

Paven var 'super chill'

Hvordan var det så at møde paven?

Anthony Tolliver fra Memphis Grizzlies beskrev efter mødet på bedste amerikanske manér paven som 'super chill'.

Udover de fem spillere var repræsentanter fra NBA's spillerforening med til mødet. (Foto: handout © Scanpix)

- Han var faktisk meget mere afslappet, end jeg havde troet, en pave ville være, siger Anthony Tolliver.

Grizzlies-spilleren havde inden visitet i det katolske epicenter læst op på paven, der tilsyneladende har en vis form for humor, og som elskede at se showholdet Harlem Globetrotters trylle med en basketball.

- Da paven forsøgte at være sjov, kvitterede vi med et godt grin. For når paven laver en halvt vellykket joke, er det vel det sjoveste nogensinde, ikke?, siger Anthony Tolliver.

Facebook
Twitter