Tirsdag eftermiddag fik den tidligere Bakken Bears-profil Jonas Buur fri fra sit arbejde.
Karrierestoppet ligger mere end 10 år tilbage, og med sin kammerat hoppede han på et tog mod syd for at følge sit gamle hold, der onsdag aften spiller semifinale i den europæiske turnering FIBA Europe Cup.
Turen til Bologna, hvor modstanderne fra Unahotels Reggio Emilia i øjeblikket spiller sine hjemmekampe, tager næsten et døgn. Men den er det hele værd, for med et godt resultat kan Bakken Bears for første gang i dansk basketballs historie booke billet til en europæisk finale.
- Hvis man havde sagt det for tre år siden, var der ingen, der havde troet på det, siger Jonas Buur.
For en uge siden vandt Bears det første opgør med 74-72 på hjemmebane. Derfor kræver en finaleplads, at de ikke taber med mere end to point.
Jonas Buur spillede selv mere end 400 kampe for Danmarks mest vindende basketballklub. Han vandt danske mesterskaber og pokaltitler, men det blev aldrig til så stort et europæisk resultat som det, Bakken Bears onsdag aften kan sikre i Bologna.
- Jeg er jo bedrevidende, for det hele var bedre i gamle dage. Men hvis jeg nu skal være ærlig, så er de selvfølgelig meget dygtigere i dag. Og en europæisk finale vil være større end de mesterskaber, jeg var med til at vinde.
- Det kan slet ikke sammenlignes med at spille en torsdag aften i Næstved. Det er alle på alle måder en vild oplevelse, siger Jonas Buur.
Endnu en chance
Inden pandemiens indtog og aflysninger af utallige sportsbegivenheder formåede Bakken Bears også for to år siden at spille sig i semifinalerne ved FIBA Europe Cup.
Sæsonen blev aflyst, og den europæiske drøm nåede et pludseligt stoppested. Derfor bliver det en form for revanche for både spillerne og de tilhængere, der tager turen til Italien.
Klubben har inden afrejse meldt, at 40 fans drager mod støvlelandet for forhåbentlig at se Bakken Bears spille sig i finalen.
Men de er ikke alle med tog. Nicklas Seeberg er mangeårig fan og flyver onsdag formiddag til Bologna.
- Det er en enestående mulighed. Bears kan skrive dansk baskethistorie, og der er ikke noget federe end at kunne hjælpe til det med, siger Nicklas Seeberg.
Han ved godt, at hverken det aarhusianske hold eller Danmark i det hele taget er nogen pioner indenfor basketball. Men der er tro på tingene. Og en plads i finalen ville det være største, der er sket for klubben i den tid, han har fulgt med.
- Det føles lidt som revanche efter aflysningen for to uger sigen. Det blev taget fra os, og er det fair, at vi er tilbage.
- Italien er et rart land. Det er dejligt at spise pasta og pizza og at hygge sig i flere grader, end vi har hjemme i Danmark. Men ingen tager afsted uden at tro på det, siger Nicklas Seeberg.
Efter det første opgør og den gode Bears-præstation er den tidligere profil Jonas Buur heller ikke i tvivl om, at det kan lade sig gøre.
- Bears er ikke favoritter, men hvis de rammer dagen, er der en chance.
Og hvis det hele går, som det skal, kan han tage toget hjem mod Danmark med et smil på læben og en følelse af at have bidraget. Om ikke mere så en lille smule.
- Måske kan man sige, at vi i sin tid var med til at åbne døren. Men jeg skal love for, at de har banket den helt op nu.
Returkampen mellem Unahotels Reggio Emilia og Bakken Bears spilles klokken 20.30.