Raptors i front i NBA-finaleserie: Fører 2-1 over de forsvarende mestre

Med en sejr på 123-109 over Golden State Warriors er Raptors blot to sejre fra at kunne kalde sig mestre.

Raptors er nu blot to sejre fra at kunne kalde sig mestre. (Foto: Ezra Shaw © Scanpix)

Toronto Raptors bringer sig foran 2-1 i finaleserien i basketligaen NBA.

Med en sejr på udebane på 123-109 over de dobbelte forsvarende mestre, Golden State Warriors, er Raptors nu blot to sejre fra at kunne kalde sig mestre.

Warriors' store stjerne Stephen Curry stod ellers for vilde 47 point hjemme på Oracle Arena i Oakland.

De forsvarende mestre manglede dog i den grad holdets anden store profil Kevin Durant, der fortsat er skadet, og guard Klay Thompson.

Stor skuffelse hos Golden State Warriors' helt store stjerne Stephen Curry. (Foto: Ezra Shaw © Scanpix)

Raptors var overlegen

Raptors vandt samtlige fire perioder i kampen, hvor Kawhi Leonard lavede 30 point, og Kyle Lowry lavede 23 point.

Golden State Warriors var bagud med 14 point allerede i første periode og nåede aldrig tættere end syv point på Raptors i løbet af kampen.

Fjerde kamp spilles også i Oracle Arena natten til lørdag.

/ritzau/

Facebook
Twitter