Træner-profil skal stå i spidsen for de danske basketdamer

Jesper Krone bliver manden med ansvaret for det genoprettede danske kvindelandshold i basketball.

(© Thorbjoern_Wangen +45 40635860)

Det danske damelandshold i basketball nåede at ligge stille i et år, inden det nu er opstået på ny.

Og i dag har Dansk Basketball Forbund (DBBF) præsenteret den mand, der skal stå i spidsen for landsholdet. Det bliver den tidligere udlandsprof Jesper Krone, der i øjeblikket er træner for Dameligaens dukse, Hørsholm 76'ers, mens Ole John Nielsen bliver assistent.

Jesper Krone har siden 2016 stået i spidsen for Hørsholm 79'ers.

I DBBF er man glade for, at man har fundet de perfekte profiler til posten.

- Dette er en helt optimal løsning for os, og vi er ovenud begejstrede for, at to så erfarne og passionerede trænere vil være frontfigurer for pige- og damebasket i Danmark. Nu vil vi sammen gå i dybden med planerne for fremtiden, og noget af det vigtigste bliver at få skabt kontinuitet og en tydelig retning, siger DBBF's sportschef, Steen Guido, i en pressemeddelelse og bakkes op af Susie Heede, der er Eliteansvarlig for damelandsholdet.

- Det er fantastisk at have to så kompetente trænere i spidsen for kvindesiden, og jeg håber, at dette er en frisk og ny start for dansk damebasket. Nu ser vi fremad.

Ambitionerne er EM-kval

Med tilgangen af Jesper Krone får damelandsholdet en træner, der ved, hvordan man skaber resultater.

Han blev i både 2006 og 2016 kåret til årets træner i henholdsvis mændenes og damernes basketliga, og nu håber man i DBBF på, at han kan få Danmark i spil til EM-kvalifikationen, som er den umiddelbare målsætning.

- Deltagelse i EM-kval er stadig det, der står højest på ønskelisten, men der er en række ting, der skal være opfyldt, før det kan lade sig gøre. Alt dette vil vi i den kommende tid begynde at kommunikere med spillerne og klubberne om, siger Steen Guido.

Umiddelbart er der ikke noget, der står i vejen for, at en EM-kvalifikation kan blive realiseret, men Jesper Krone vil ikke for enhver pris sende et hold i aktion.

- Vi mener ikke, det vil give mening at stille med et hold, der ikke kan konkurrere. Det betyder ikke, at vi vil garantere, at vi kommer til EM, når vi en dag tilmelder os EM-kvalifikationen, men vi har brug for, at vores landshold er det bedst mulige.

- Derfor giver det bedst mening, når vi er kommet ordentligt op at køre, og det er derfor op til os at skabe et program, der gør det attraktivt for de bedste spillere at være en del af, siger Jesper Krone til DR Sporten.

Potentialet er der

Jesper Krone vil ikke sætte en dato på, hvornår man kan forvente at se Danmark repræsenteret ved en EM-kvalifikation.

Konkurrencen er hård rundt omkring i Europa, men på sigt har Danmark forudsætningerne for at konkurrere på et højt niveau, mener han.

- Vi er oppe imod utroligt stærke nationer, men vi har allerede spillere, der spiller på et højt niveau. Vi har før haft spillere, der har spillet på rigtig højt niveau. Vi har en stor talentmasse på vej, hvor vi har spillere på college og diverse U-landshold med stort potentiale.

- Og så er der mange gode spillere hjemme i Dameligaen og en enkelt i Spanien. Så vi har allerede nu et godt niveau, og det bliver ikke en umulig opgave at nå de mål, vi har sat. Det bliver en udfordring, men en udfordring vi glæder os til.

- Nu handler det om at få alle med ombord på det her projekt, og det bliver en stor opgave for os, slutter Jesper Krone.

Facebook
Twitter