VIDEO Ærlig Bakken-træner til spillerne: 'I redder mig'

Efter gårsdagens europæiske succes gav Bakken Bears' træner Steffen Wich spillerne kreditten. De vendte op og ned på kampen trods fejl fra bænken.

I videoen kan du se Steffen Wich indrømme fejl overfor spillerne i omklædningsrummet.

Bakken Bears var ude i et sandt drama i går, da holdet sensationelt spillede sig i en semifinale i Europe Cup efter en samlet sejr over franske Le Portel.

Undervejs i udebanekampen var danskerne nede med hele 23 point. Ifølge træner Steffen Wich, skyldtes det ikke mindst forkerte taktiske dispositioner fra trænerteamet.

- Vi må give cadeuen til spillerne. Vi tog en chance fra starten af anden halvleg for at få momentum ved at gå over i et aggressivt zoneforsvar. Det straffede Le Portal os ret hårdt for. Så kommer Adama Darboe og Doug Wiggins ind, og på en eller anden mirakuløs måde fik vi vendt kampen.

I de døende sekunder af den ordinære spilletid reducerede Bakken Bears til 78-64, hvorefter kampen skulle ud i forlænget spilletid, da første opgør var endt med en 14-points sejr til danskerne.

I overtiden var særligt Darko Jukic fremragende og scorede 10 af holdets 16 point i de afgørende fem minutter.

Dermed endte opgøret med et nederlag på 86-80 og en samlet sejr på 156-148 til Bakken Bears. Jublen kunne bryde løs i Frankrig, og det havde den ellers så fokuserede og nøgterne Steffen Wich det fint med.

- Det er en historisk kamp, og de skal vise følelser. Vores fokus lige nu er at nyde det her, og så derefter forberede os til næste kamp.

Bakken Bears skal i semifinalen møde vinderen af onsdagens kamp mellem Sidigas Scandone Avellino fra Italien og Juventus Utena fra Litauen.

I videoen øverst i artiklen kan du se et interview med Steffen Wich. Du kan også se billeder fra omklædningsrummet, hvor Wich indrømmer fejl overfor holdet.