Hun ser stærk ud. Hun er én af Hvideruslands største basketballstjerner. Hun har deltaget ved to OL og spillet i verdens bedste liga, WNBA. Og gennem de seneste måneder har Yelena Leuchanka tilsluttet sig den massive folkelige protest mod præsident Aleksandr Lukasjenko. Stoltheden lyser ud af den knap to meter høje kvinde på de billeder, hun har taget under demonstrationerne.
Men hendes deltagelse får store konsekvenser. 30. september står hun i lufthavnen og tror, at hun kan rejse til Grækenland. Pludselig kommer politiet og anholder hende. Hun bliver fængslet i 15 dage for at være med i demonstrationer, som, myndighederne mener, er ulovlige.
15 dage får hun i en lille celle sammen med tre andre kvinder.
- De tog vores frihed. De fjernede vores madrasser. De slukkede for det varme vand. Vi kunne ikke skylle ud. Vi fik kun få gåture i gården. I 15 dage fik vi ikke lov til at tage et bad.
- Gør man det for at nedbryde dig, så du måske kommer på andre tanker? Jeg tror, at os, der har oplevet det, bliver endnu mere trodsige. Vi er på den rette vej, vi gør det rigtige, siger Yelena Leuchanka med stor overbevisning.
Tidligt om morgenen den 15. oktober skal hun efter planen løslades. Hendes forældre, en række venner og nogle støttere har taget plads uden for fængslet.
Her kan du se, hvorfor præsidentvalget i Hviderusland i august har skabt så meget uro.
Men Yelena bliver ikke frigivet. Pludselig mener politiet, at der er en ny sag mod hende. Et nyt retsmøde skal finde sted, og Yelena tænker, at hun kan se frem til endnu længere tid i fængslet.
Trods de dystre udsigter er hun ikke bekymret for sig selv.
- Jeg var mest af alt bekymret for mine forældre. Jeg vidste, at de ville stå og vente på min løsladelse. Og jeg vidste, at mine forældre ikke ville få besked om, at jeg ikke ville blive løsladt. De er i 70’erne…
Yelena Leuchaka bliver berørt af at fortælle om sine oplevelser. Eller rettere sine forældres oplevelser.
Hun bliver i sidste ende løsladt den 15. oktober. Og da hun kommer ud, ser hun efterfølgende billederne af sin knuste mor blive omfavnet af Yelenas far. Billedet er taget, mens forældrene tror, de ikke får Yelena ud.
- Det vil jeg aldrig tilgive, og det vil jeg aldrig glemme.
- Hvis I ønsker at skade mig, så gør det, men hold jer fra folk tæt på mig.
En nybegynder på barrikaderne
Yelena Leuchanka er i dag tilbage i Grækenland. Godt to uger efter sin løsladelse er hun stadig fortørnet over den behandling, hun har fået. Men hun fortryder intet og støtter stadig protesterne mod præsidenten.
- Jeg har aldrig haft lyst til at trække mine ord tilbage eller ændre min handlinger. Jeg stod op for en sag, jeg tror på. Jeg fortryder ingenting og er så taknemmelig for den opbakning, jeg har fået.
- Når du har gået på gaden med hundredtusindvis af landsmænd, kan du ikke sove om aftenen. Jeg har aldrig været så stolt af at være fra Hviderusland, som jeg er nu. Vi er forenet på en helt ny måde.
Sammen med mere end 1000 hviderussiske atleter har hun underskrevet et åbent brev, hvori de udtrykker bekymring over regimet og deres støtte til protesterne.
Men Yelena Leuchanka har ikke altid blandet sig i de politiske debatter.
- Selv da jeg boede i USA og studerede politik ved siden af, blandede jeg mig aldrig.
- Vi nedbryder stereotyper om, hvem vi er som atleter. Der har længe været den opfattelse, at atleter bare dyrker sport. De kan ikke tænke og ved ikke, hvad de taler om. Men nu hæver vi vores stemmer. Vi viser verden, at vi er mere end atleter. Vi vil være mere engagerede i samfundet.
På den internationale scene har superstjerner som Formel 1-verdensmesteren Lewis Hamilton og NBA-verdensstjernen LeBron James markeret sig tydeligt i kampen mod racisme.
Et anerkendelsesværdigt engagement som også har inspireret Yelena Leuchanka personligt, men hendes kamp har større konsekvenser.
- USA og Hviderusland er to vidt forskellige lande. I USA bliver du ikke fængslet for dine ord og ideer. Der er frihed, og det er det skønne ved landet. De understreger ytringsfriheden og friheden til at gøre med dit liv, hvad du vil. Det oplever vi ikke i Hviderusland.
- De amerikanske atleter har inspireret os, men jeg føler måske, at det er lidt lettere for dem at stå frem. Ikke for at underkende deres bidrag. De har i den grad været med til at inspirere mig personligt.
Et tålmodigt folk
Trods Yelenas egne oplevelser er hun håbefuld på sit lands og sit folks vegne. Hun tror, der venter bedre tider i fremtiden.
- Det er en virkelig vanskelig situation, som kan nedbryde dig, men vi finder styrke til at rejse os. Vi finder styrke, selvom vi ikke altid ved hvorfra.
Hun tror og håber, at protestbevægelsen på sigt vil vinde, men hun ved også, at det bliver et langt og sejt træk.
- Du bliver nødt til at have tålmodighed. Det har det hviderussiske folk haft i mere end 26 år. Tro mig, de er vant til at vente.
DR Sporten har kontaktet den hviderussiske ambassade i Sverige for at forholde en repræsentant for den hviderussiske regering for den kritik, som Yelena Leuchanka rejser. Ambassaden har endnu ikke besvaret DR Sportens henvendelse.