Beijing lider af ekstrem vandmangel: Alligevel bruges 185 millioner liter vand på kunstig sne til OL

Kinas hovedstad lider ifølge FN af alvorlig vandmangel. Alligevel bruger OL-værtsbyen snekanoner til at omdanne millioner liter af vand til kunstig sne.

(Foto: Tingshu Wang/Reuters © Scanpix. Grafik: Maria Eriksen Volthers)

185 millioner liter vand.

Så meget forventer, det kinesiske værtskab at bruge på at producere kunstig sne til vinter-OL i Beijing.

Men samtidig med at snekanonerne lige nu kører på fuldt tryk for at lave millioner liter vand om til sne, lider OL-værtsbyen af vandmangel.

Det nordlige Kina er ifølge FN påvirket af ’ekstrem vandmangel’. Og her er hovedstaden Beijing med over 20 millioner indbyggere særligt udsat.

Vandressourcerne i Beijing er så knebne, at der har været indført kvoter for vandforbruget på blandt andet skoler og hospitaler. Og for at afhjælpe krisen har den kinesiske stat brugt over 400 milliarder kroner på en transnational kanal, som fragter vand fra det sydlige Kina til Beijing i det tørre nord.

Staten har også brugt milliarder på at bygge såkaldte afsaltningsværker: Enorme fabrikker, som omdanner havvand til ferskvand.

På trods af de pressede vandressourcer valgte Beijing at byde på værtskabet for vinter-OL i 2022, selvom det vil koste lokalområdet mange millioner liter vand at producere kunstig sne til formålet.

Øverst ses hvordan det se ud omkring skihop-arenaen Zhangjiakou nær Beijing den 20. oktober i år. Ikke et eneste snefnug. Nederst ses hvordan det så ud, da snekanonerne blev tændt ikke langt derfra den 21. oktober. (Foto: Scanpix)

I bjergene nær Beijing er snefaldet minimalt. Og derfor vil det kræve 185 millioner liter vand at lave kunstig sne og gøre hovedstaden OL-klar til skihop og slalom, lød det i Beijings bud på værtskabet.

Det har Den Internationale Komité, IOC, takket ja til.

I en kommisionsrapport, som IOC udgav en måned før, Beijing vandt værtskabet for vinter-OL, blev misforholdet mellem Beijings vandmangel og planen om at bruge millioner liter af vand til at producere kunstig sne ellers fremhævet som en ’bæredygtighedsrisiko’.

- Afhængighed af kunstig sne vil kræve brug af vand fra eksisterende reservoirs og vil måske påvirke brug til andre formål, lød det i rapporten.

- Disse faktorer bør nøje overvejes.

Alligevel valgte IOC Beijing som vært for vinter-OL, og siden oktober har hundredvis af snekanoner kørt på højtryk for at omdanne vand til sne.

Kanonkaskaderne af kunstig sne midt i en OL-værtsby i vandkrise er et ’absurd paradoks’, siger generalsekretær i Danmarks Skiforbund, Kenneth Bøggild.

- At producere sne i den mængde i et område, hvor miljøet i forvejen ikke er begunstiget af en masse vandressourcer, ser vi ikke som en optimal situation.

- Vintersporten er presset af klimaforandringerne, og vi skal være med til at passe på jordens sårbare. Vi jubler ikke over, at vi skal afvikle vores idræt, hvor det bliver en betydelig belastning på lokalmiljøet.

- Ud fra et miljømæssigt synspunkt havde skiforbundet hellere set, at vinter-OL lå et andet sted.

World Economic Forum har i de seneste mange årlige opgørelser over de største globale risici altid haft vandkriser blandt de største trusler – på lige fod med emner som terrorangreb, fødevaresikkerhed og finansielle kriser:

’Det ser ikke godt ud’

Som en del af Beijings kandidatur til værtskabet har det lydt:

- Bæredygtighed vil blive implementeret i alle aspekter, og miljøvenlige teknologier vil blive brugt i stort omfang.

DR Sporten har kontaktet IOC for at spørge, hvordan brugen af millioner liter af vand til masseproduktion af kunstig sne i et område, som lider af vandmangel, passer sammen med ’bæredygtighed i alle aspekter’ og ’miljøvenlige teknologier’.

I skrivende stund er IOC ikke vendt tilbage på henvendelsen.

Derfor har DR Sporten spurgt formand for Danmarks Idrætsforbund, Hans Natorp, om det samme.

- Det ser jo ikke godt ud, når vi kigger på det med dagens briller. Og det har sikkert heller ikke set godt ud, da man i sin tid valgte Beijing, siger Hans Natorp.

- Forskellige sportsgrene bruger forskellige ressourcer. Og vand til produktion af kunstig sne er en del af vintersporten. Men vi skal selvfølgelig lade være med at placere events som OL, hvor det gør et indhug på knappe ressourcer.

Kan man have tillid til, at lignende valg ikke bliver taget, når fremtidige OL-værtsbyer skal vælges?

- IOC er opmærksom på, at det skal trækkes ind på et andet, bedre spor. Vi skal tage ved lære af de dårlige beslutninger, der er blevet truffet tidligere. Bæredygtighed vil have langt større vægt, når vi kigger på events i fremtiden. Og jeg er fortrøstningsfuld, når jeg kigger på de kommende værtsbyer, siger Hans Natorp.

Sommer-OL i 2024 skal afholdes i Paris, mens vinter-OL i 2026 afholdes i Milano.

Kanalen, der fører vand fra det sydlige Kina til det nordlige, strækker sig over mere end 4.000 kilometer. Over 70 procent af drikkevandet i Beijing stammer fra kanalen fra syd. (Kilde: China.org.cn) (Foto: © *)

Kritikken af Beijings OL-værtskab og brugen af de mange millioner liter vand, som skal pumpes igennem snekanoner for at lave kunstig sne, er tidligere blevet afvist af vicepræsidenten for Beijing 2022, Zhang Jiandong.

Han mener ikke, at vandmanglen i Beijing og omegn burde afholde OL-værterne fra at bruge de mange millioner liter vand på at fremstille kunstig sne.

- I værste fald vil vores brug af kunstig sne ved OL kun gøre krav på 0,9 procent af det nærliggende vandreservoir, siger Zhang Jiandong.

- Det vil gøre meget lille forskel for lokalbefolkningen.

I IOC’s kommisionsrapport, der blandt andet fremhævede risikoen ved at tildele OL-værtskabet til Beijing, lyder det:

- Kommissionen vurderer, at Beijing 2022 har undervurderet mængden af vand, som produktionen af sne til OL vil kræve.

De første testkonkurrencer på de olympiske anlægs kunstige sne begynder i slutningen af november.

Vinter-OL afholdes fra 4.-22. februar 2022.