Bettina Honoré - windsurfer

Det er ikke mere end tre år siden, Bettina Honoré besluttede at give livet som professionel windsurfer chancen, og nu er hun som den første kvinde nogensinde klar til at repræsentere de danske farver ved et OL.

Bettina Honoré deltager som den første danske kvinde nogensinde ved windsurfing ved OL på RS:X-brættet. (Foto: Das Büro for Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmark © Danmarks Idræts-Forbund og Team Danmark)

Bettina Honoré har en på mange måder unik historie forud for OL. Det er ikke mere end tre år siden, hun besluttede at give livet som professionel windsurfer chancen, og nu er hun som den første kvinde nogensinde klar til at repræsentere de danske farver ved et OL.

Den 37-årige mor til to har godt nok windsurfet, siden hun var 13 år gammel. Men det var altså først som 34-årig, at hun besluttede at fokusere udelukkende på sporten. På det tidspunkt havde hun bla. seks år som hjemmegående husmor og en uddannelse som pædagog i bagagen.

- Egentlig har jeg aldrig taget noget sådan rigtigt seriøst, før jeg fik børn og så det her. Men det er rart at se, at jeg med årene er blevet bedre til at fokusere på én ting og gøre det godt, siger Bettina Honoré til SejlerBladet.

Hun er klar over, at hendes konkurrenter i Kina har flere års erfaringer med RS:X brættet end hende, så derfor er en podieplads nok ikke umiddelbart realistisk.

- Hvis jeg efter det her OL stadig har min mads opbakning, så forsøger jeg at komme med til London i 2012. Til den tid vil jeg have syv års erfaring, og så tror jeg, at det er realistisk at tale om medaljer, siger hun.

Bettina Honoré er gift med Thomas Dessau og sammen har de altså to børn.

- Thomas, min mor og svigermor tager sig godt af familien, når jeg ikke er hjemme, og fordi jeg ved, at børnene har det fint, kan jeg faktisk slappe af, koncentrere mig om min sport og nyde, at jeg ikke skal lave mad og vaske tøj, siger hun.

Hun rejser ud for at dyrke sin sport cirka 100 dage om året.

Facebook
Twitter