Blade Runner er klar til OL

Oscar Pistorius og hans meget omdikuterede benproteser er klar til at konkurrere ved OL i London på 400-meter-distancen.

Manden med proteserne er i verdenspressen blevet døbt 'Blade Runner'. (Foto: ANTONIN THUILLIER © Scanpix)

Sydafrikaneren Oscar Pistorius bliver den første atlet med to amputerede lemmer til at deltage på lige fod med andre atleter ved de Olympiske Lege.

Han er blevet udtaget til til at repræsentere sit land på 400-meter-distancen og på 4x400 meter stafet, når det går løs i London i slutningen af juli.

- I dag er i sandhed en af de mest stolte dage i mit liv. Det er en stor ære, og jeg er så stolt over, at så mange års hårdt arbejde, målrettethed og opofring går op i en enhed, siger han ifølge bbc.com.

Den 25-årige Pistorius er kendt som 'Blade Runner' på grund af de proteser, han løber på. I 2008 fik han lov til at konkurrere i konkurrencer for ikke-handicappede, da den internationale sportsdomstol omgjorde en dom fra det internationale atletikforbund, der slog fast, at hans proteser gav ham en uretfærdig fordel.

Pistorius fik begge sine underben amputeret i en alder af 11 måneder, fordi han var født uden underbensknogler.

Facebook
Twitter