Blanka Vlasic vippet af tronen

Belgieren Tia Hellebaut vandt overraskende kvindernes højdespring. Kroaten Blanka Vlasic tabte for første gang siden 2007 en konkurrence og nøjedes med sølv.

Tia Hellebaut glæder sig over OL-guldet i højdespring. (Foto: Fabrice Coffrini © Scanpix)

Kroaten Blanka Vlasic har ikke tabt en konkurrence i højdespring siden juni 2007, men lørdag gik den ikke længere.

Belgieren Tia Hellebaut vandt uventet OL-finalen med et spring på 2,05 meter.

Vlasic klarede ganske vist samme højde, men hun brugte to forsøg på det, mens Hellebaut kom over i første hug.

Begge forsøgte sig også på 2,07, men uden succes.

Russeren Anna Chicherova vandt bronze med et spring på 2,03 meter.          

Facebook
Twitter