Blandet dansk boksedag ved OL-kvalifikationsstævne

Den danske amatørbokser Frederik Lundgaard Jensen tabte ved et OL-kvalifikationsstævne i London, mens Morten Givskov boksede sig videre.

Dasnke Morten Givskov (i blå) besejrede rumænske Daniel Burciu ved OL-kvalifikationsstævne i London. (Foto: Adam Davy © PA Wire/PA Images)

Ukraineren Mykola Butsenko viste sig som en for stærk modstander, da Frederik Lundgaard Jensen i weekenden var i aktion ved et kvalifikationsstævne frem mod de olympiske lege i Tokyo til sommer.

Kampen var kun i første runde, da den 24-årige dansker fik en flænge over øjet, hvilket betød at kampen blev stoppet, og Butsenko blev erklæret som vinder.

Det var også Butsenko, der knockoutede Frederik Lundgaard Jensens OL-håb for fire år siden frem mod OL i Rio de Janeiro.

Frederik Lundgaard Jensen, der konkurrerer i fjervægt, har dog ikke helt forpasset sin mulighed for at indløse en billet til OL. Midt i maj afholdes endnu et kvalifikationsstævne i Paris, hvor han altså igen har muligheden for at bokse sig til Tokyo.

Finalen i supersværvægt ved OL i 2016, hvor franske Tony Yoka kunne juble som vinder. (Foto: Peter Cziborra © Scanpix)

Bedre dag for Morten Givskov

Den danske mester i supersværvægt Morten Givskov havde dog en bedre første kamp ved kvalifikationsstævnet end Frederik Lundgaard Jensen.

I tre omgange sikrede Morten Givskov sig en pointsejr over rumænske Daniel Burciu.

Morten Givskov er derfor klar til anden runde af kvalifikationsturneringen i London. Her venter franskmanden Mourad Aliev, der for en måned siden besejrede danskeren ved et stævne i Ungarn.

Der er flere danskere i aktion ved kvalifikationsstævnet. Melissa Mortensen, der gør sig i fjervægt, skal i ringen søndag mod franske Mona Mestiaen, mens Nikolai Terteryan også er i ringen søndag mod Shpetim Bajoku fra Kosovo.

Sebastian Terteryan må vente til mandag med sin indtræden i turneringen. Her er modstanderen polske Mateusz Polski.

Facebook
Twitter