Boksehåb fra Gilleleje vil både bekæmpe bander og vinde titler

Ved siden af sin boksekarriere stiller 20-årige Oliver Møllenberg op til næste kommunalvalg. Men fredag aften gælder det en titelkamp i Frankrig.

På et spartansk pressemøde i den lokale bokseklub proklamerede Oliver Møllenberg, at han stiller op som byrådskandidat i Gribskov Kommune ved det kommende kommunalvalg. (FOTO: Privat)

Har en boksering og en byrådssal noget til fælles?

Fraser som en 'vælger-lussing og 'politisk slagsmål' afslører, at der kan være visse ligheder, men alligevel vil de fleste nok påstå, at de to arenaer snarere er hinandens modsætninger: Har man ordet i sin magt? Eller ordner man livets uoverensstemmelser med de bare næver?

Men spørger du den professionelle bokser Oliver Møllenberg, er der ikke tale om to modpoler:

- Boksning er lig med hardcore struktur og hårdt arbejde. Det er seriøs planlægning ned til mindste detalje. På mange måder minder en politisk valgkamp vel om en kompromisløs træningslejr forud for en vigtig boksekamp, siger Oliver Møllenberg.

Den 20-årige weltervægter fra Gilleleje måske også den bedste til at besvare det indledende spørgsmål. For Oliver Møllenberg har nemlig gang i begge dele ‒ en politisk valgkamp og en boksekarriere, som fredag aften når et foreløbigt højdepunkt, når Møllenberg bokser på udebane i Frankrig mod Sandy Messaoud. På spil er en mindre titel og en god rangering hos det store forbund, WBA.

Stiller op til kommunalvalg

Men tilbage til politikken. Hjemme hos familien Møllenberg er der altid blevet diskuteret lokalpolitik hen over middagsbordet. Lige såvel som boksesportens normer og foreningslivets idealer i seks generationer har været et fast holdepunkt i opdragelsen for Møllenberg-drenge i den lille fiskerby på toppen af Sjælland.

Oliver Møllenberg har, siden han knap nok kunne gå, haft sin gang i Gilleleje Bokseklub. Familiens andet hjem. Først som iagttager og siden som ivrig deltager på kampholdet med sin far, Thomas Møllenberg, som træner ‒ og de senere år også som klubformand.

Efter en hæderlig amatørkarriere drømte Gilleleje-bokseren om livet som professionel. Tre år senere står han på tærsklen til sin tredje titelkamp i karrieren ‒ om WBA's Intercontinental-titel. I sin noget utraditionelt blot ottende prof-kamp.

Men sådan har det altid været med Oliver Møllenberg. Frygten for at fejle har aldrig trumfet iveren for at udrette noget spektakulært.

For tre måneder siden overraskede Oliver Møllenberg så endnu engang med sit gåpåmod. På et spartansk pressemøde i den lokale bokseklub proklamerede han nemlig stolt, at han agtede at stille op som byrådskandidat i Gribskov Kommune ved det kommende kommunalvalg.

Til kamp mod bander

Sideløbende med prof-karrieren har Oliver de sidste par år ageret boksetræner i Gilleleje Bokseklub. En tjans, der hurtigt viste sig at blive en øjenåbner for den 20-årige weltervægter. Den uformelle mentorrolle for nogle af klubbens yngste medlemmer gjorde ham nemlig opmærksom på en vigtig problemstilling.

I marts blev to unge mennesker i Gribskov udsat for to grove overfald. Grundet en ifølge Nordsjællands Politi verserende konflikt mellem to grupperinger.

Og det har blot gjort en harm Oliver endnu mere sikker i sin sag: Kampen mod det, han opfatter som bandekriminalitet, er hans store politiske mærkesag.

- To voldelige overfald med bare to dages mellemrum? Det er helt uhørt, siger Oliver Møllenberg.

Thomas Møllenberg - far til Oliver - giver dessiner i ringhjørnet. (FOTO. Privat)

- Hvad fanden er der gået galt, siden vi er nået hertil? Der er kun én ting at gøre, og det er at kvæle de her grupperinger nedefra. De skal under ingen omstændigheder have lov til at rekruttere flere unge mennesker heroppe i Gribskov (Kommune, red.), mener Møllenberg, der har været med til at arrangere demonstrationer i Helsinge og Gilleleje under parolen: 'Nej til bander i Gribskov'.

Gilleleje-bokseren har selv været vidne til gamle venner og bekendte, der i årenes løb er endt ud i bandemiljøet.

- Jeg har med egne øjne set, hvad bandekriminalitet kan gøre ved mennesker. Det ødelægger én fuldstændigt. Er man først blevet en del af bandemiljøet, kan det være umådelig svært at bryde ud af det igen. Jeg kender kun til én heroppe, der er kommet helskindet ud på den anden side. Han fortæller, at det i dag nærmest er blevet normalt at stikke et andet menneske ned og i værste fald trække en ladt pistol, når interne konflikter skal løses. Det hører ingen steder hjemme, siger Møllenberg.

- Man hører tit i medierne om folk, der bliver banket med køller og stukket ned med knive. Dét, jeg frygter allermest, er, hvad det næste så bliver... et dødsfald? Skulle det en dag gå ud over et uskyldigt menneske i Gribskov, ville jeg nærmest ikke kunne se mig selv i øjnene, hvis jeg ikke selv på én eller anden måde havde forsøgt at ændre tingenes tilstand heroppe ‒ enten som boksetræner eller lokalpolitiker, siger han.

Hjælper unge på kanten

Og han gør begge dele En bokseklub skal ifølge Oliver Møllenberg kunne huse alle slags mennesker: Alt lige fra 12 tals-pigen til de rodløse drenge, der balancerer usikkert på grænsen til en kriminel løbebane.

- Som træner forsøger jeg at hjælpe alle på vej. Men selvfølgelig skal der investeres en ekstra indsats i forhold til drengene på kanten, siger Oliver Møllenberg og fortsætter:

- Derfor træner jeg drengene alle ugens dage. Giver dem struktur i hverdagen. Jeg ringer til dem hver morgen klokken 07:00 sharp! For at høre om de er klar til dagens onlineundervisning. Jeg snakker også gerne med dem om eftermiddagen efter skole ‒ til tider også med deres forældre. Vi mødes til træning i bokseklubben ved fem-tiden, og i øjeblikket kører jeg også nogle af dem hjem bagefter ‒ eftersom nogle af dem er blevet bange for at stå alene tilbage på en øde togstation sent om aftenen. I frygt for at blive overfaldet. Akkurat som det skete i Helsinge.

I videoen nedenfor ses Oliver Møllenberg på træningslejr i Marbella Fitness Camp i Malaga.

- Jeg prøver at lære dem om foreningsåndens styrke og fortæller om konsekvenserne ved at vælge bandemiljøet til. Jeg er sikker på, at man kan gøre meget mere for unge mennesker heroppe i Gribskov. Og det er én af grundene til, at jeg har valgt at gå ind i lokalpolitik, siger Møllenberg.

Skal ikke revolutionere ældreplejen

Borgmester i Gribskov Kommune, Anders Gerner Frost, glæder sig over Oliver Møllenbergs engagement i lokalmiljøet.

- Jeg kan mærke, at Oliver brænder for det. Og som han selv siger: Man kan nemt komme til at træffe dårlige valg som ung og ende op i de forkerte miljøer. I Gilleleje Bokseklub har Møllenberg-familien til gengæld mødt mange unge, som heldigvis er endt ud med at gå den rigtige vej her i livet. siger Anders Gerner Frost.

Alligevel vil nogle måske nok stille spørgsmålstegn ved en 20-årig knægts tilstedeværelse i en byrådssal fyldt med garvede ‒ og i de fleste tilfælde over dobbelt så gamle ‒ lokalpolitikere. Qua sine unge år må Møllenbergs livserfaring trods alt være sparsom?

Hovedpersonen selv opfatter dog ikke sin alder som en ulempe.

- Bør et byråd ikke være en aldersafspejling af lokalsamfundet? spørger Oliver Møllenberg.

- Lige nu mangler der i hvert fald unge mennesker i Gribskovs byråd. Jeg skal selvfølgelig ikke ind og revolutionere ældreplejen, men jeg vil slå et slag for de unge. Jeg er foreningsmand helt ind til benet, og foreningslivet er kilden til sunde fællesskaber. Ja, jeg mangler erfaring. Men jeg kan da lige så godt begive mig ud i verden med mine idéer i stedet for bare at sidde på hænderne.

Ligesom i boksning kan man få nogle over snuden i politik. Et par hadefulde kommentarer har da også allerede sneget sig ind i Møllenbergs indbakke, selvom langt de fleste reaktioner på hans kandidatur trods alt har været positive.

Måske gør et par barske kommentarer heller ikke helt så ondt, når man er vant til risikoen for mere korporlige tæv. Dem skal Møllenberg helst undgå for mange af, hvis det skal lykke ham at tage en svær udebanesejr i Saint-Ave fredag aften.

-Jeg er underdog. Og det er på udebane. Men jeg er overbevist om, at jeg kan slå ham, siger Oliver Møllenberg.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk