Bokser får endnu en chance til trods for katastrofestart som professionel

Den danske bokser Mahdi Jallaw droppede OL-drømmen og satsede alt på en professionel karriere. På trods af et nederlag i sin første kamp, får han endnu en chance i rampelyset.

Til daglig bokser Mahdi Jallaw i Nørrebroklubben SIK Fight. Foto: DR Sporten.

Noget har slået klik for 18-årige Mahdi Jallaw, da han går ud til sin blot tredje runde i en boksering som professionel. Overfor ham står den dobbelt så gamle Ukrainer Artem Ayvazidi, som det unge danske boksetalent har domineret i de første to runder.

Men noget har ændret sig, og pludselig rammer hammeren Jallaw i form af et velplaceret venstrehook fra den erfarne ukrainer, der ellers ikke har hentet en professionel sejr siden 2010.

Mahdi Jallaw kommer derimod fra en succesfuld karriere som amatør bokser og tidligere eruopamester i ungdomsrækkerne. Han var på vej mod OL i 2020, men opgav den drøm for at satse på den professionelle karriere, der umuliggør de olympiske ambitioner.

- Jeg har aldrig rigtig været rystet før, så det var lige et chok, som jeg skulle vænne mig til og komme op igen, forklarer Mahdi Jallaw, da han atter er kommet hjem til de vante rammer i træningslokalerne i Nørrebrohallen i København.

Men det lykkedes aldrig for Mahdi Jallaw at ryste forskrækkelsen nok af sig til at komme tilbage og vinde kampen. Dermed stod han efter kampen med et overraskende nederlag i sin første professionelle kamp.

Nederlaget bliver ikke et punktum

I bagklogskabens klare lys er Mahdi Jallaw utroligt skuffet over sin egen indsats, som ikke levede op til hans egne forventninger til sig selv.

Jeg er gået fra at være en 18-årig dreng til at være en 18-årig mand.

Bokser, Mahdi Jallaw.

- Jeg tog kampen for givet og undervurderede min modstander. Jeg lyttede ikke til min træner, og gik bare op og gjorde, hvad jeg selv ville, siger Mahdi Jallaw.

Mahdi Jallaw har en lang karriere som amatørbokser bag sig og er også rendt ind i nederlag tidligere, så han er klar over, hvor lærerigt et nederlag kan være. Og heldigvis har Team Sauerland, der arrangerede kampen valgt at give ham en chance til.

- Jeg har lært af mine fejl, og jeg er gået fra at være en 18-årig dreng til at være en 18-årig mand. Jeg har meget mere at vise. Det ved jeg, konstaterer den tidligere europamester i ungdomsrækkerne.

Mahdi Jallaws træner Jan Krogsgaard deler sin boksers optimisme og ser allerede målrettet frem mod det kommende opgør.

- Nu har vi fået en dato, der hedder den 25. august. Så det betyder, at vi har masser af tid. Og så kommer vi til at se, at den Mahdi Jallaw, der går ud og bokser i tredje og fjerde omgang lige så godt, som han gjorde i første og anden, siger Jan Krogsgaard.