Byen på den anden ende da Muhammad Ali kom til Randers

Det var kæmpe stort, da Muhammad Ali kom til Randers i 1979. Tidligere sportsredaktør var heldig at blive foreviget med legenden.

Se video af Alis tur til København i toppen af denne artikel.

Der var sort af mennesker, da Muhammad Ali indlogerede sig på Hotel Kongens Ege i Randers i maj 1979. For det var et af den helt store navne, der gemte sig bag gardinerne.

37-årige Muhammad Ali var på afskedsturné og havde valgt at lægge vejen forbi Randers.

En af de helt store boksefans, som fulgte begivenheden på tætteste hold, var tidligere sportsredaktør på Randers Amtsavis Poul F. Andersen.

- Det var helt vildt. Jeg havde ikke regnet med at møde ham. Det er ubetinget det største, jeg har oplevet i min karriere, fortæller Poul F. Andersen.

Heldig at få et billede

Der blev ikke afholdt nogle pressemøder i Randers, og Poul F. Andersen fortæller, at han var heldig at komme helt tæt på og blive fotograferet med Muhammad Ali.

- Han ville ikke tale med pressen - det var lukket land, og han gav kun autografer. Men jeg var heldig at have en fotograf på rette sted og fik et billede, lyder det fra Poul F. Andersen.

Han husker Muhammed Ali som en bokser, der på det tidspunkt vejede adskillige kilo for meget.

- Jeg har et billede af ham som en fantastisk bokser, og hvad kan man forvente af ham på en afskedsturné. Det var en stor oplevelse at se manden, siger Poul F. Andersen.

Efter kampen stillede Muhammed Ali sig op i ringen og undskyldte sin optræden foran publikum, som det ses af gamle udklip fra Amtsavisen Randers (Senere Randers Amtsavis, red.)

Muhammad Alis undskyldning tog overskiften i Amtsavisen Randers.

Det hele var fantastisk

Manden bag det scoop, det var at få bokselegenden til byen, var promotor Mogens Palle.

- Det var utroligt vellykket - det hele var fantastisk, lyder det i dag fra Mogens Palle.

Det er en helt særlig begivenhed fra Alis besøg i Randers, der har printet sig ind i hukommelsen hos Mogens Palle.

- Pludselig kom der en dame på 80 år kørende ind i hallen i en rullestol, der blev skubbet af hendes datter. De kom hen til mig og spurgte, om der var en mulighed for, at de kunne få en autograf af Muhammad Ali, fordi hun i flere år havde rejst rundt og set mange af hans kampe.

- Jeg tog hende med ind i omklædningsrummet. På vej ud af omklædningsrummet kom han pludselig gående på vej op i ringen med handsker og det hele på. Jeg forklarede Ali den ældre dames historie, og forklarede at hun drømte om en autograf.

- Så satte han sig ned på knæ med boksehandsker på og omfavnede hende og gav hende et kys på begge kinder. Tårerne trillede ned ad hendes kinder. Jeg stod bare der og fik en klump i halsen, fortæller Mogens Palle, der beskriver episoden som en af sine største menneskelige oplevelser.

Han ser Muhammad Ali som den største sportsstjerne, der har eksisteret.

- Han mødte jo konger og præsidenter. Han blev inviteret af alle overalt. Han var en ener, siger Mogens Palle.

Facebook
Twitter