Dansk boksekomet før professionel debut: 'Har ventet på det her i 18 år'

Mahdi Jallaw har haft en succesfuld amatørkarriere med europæmesterskaber i ungdomsrækkerne. Nu har han smidt hjelmen og vil slå igennem på professionelt niveau.

Mahdi Jallow er både tidligere U-15 og U-17 europamester. Lørdag d.2. juni 2018 får han professionel debut for det tysk Team Sauerland. (Foto: David Leth Williams © Scanpix)

Når det danske boksetalent Mahdi Jallaw i aften går i ringen til Team Sauerlands stævne i den Nordtyske by Hannover, er det til en kamp, der helst skal vindes, hvis han skal gøre sig forhåbninger om at tage et succesfuldt spring ind i de professionelles rækker.

Den blot 18-årige danske letvægtsbokser vælger dog at gå ind til kampen mod den 36-årige Ukrainer Artem Ayvazidi med en afslappet mine.

- Jeg har ventet på den her chance i 18 år. Jeg ved, at der er mange, der ser med. Men jeg skal bare op og gøre mit bedste. Jeg er spændt, men jeg glæder mig, siger Mahdi Jallaw.

Den ukrainske modstander har tabt de seneste syv kampe, og har ikke hentet en professionel sejr siden 2010.

Den rette timing

Selvom Mahdi Jallaw vælger at skifte til professionel boksning i en meget tidlig alder, føler han sig overbevidst om, at det er den rette beslutning at forsøge sig i rampelyset allerede nu.

- Nu har jeg taget chancen, og så må vi se, hvor rejsen fører hen. Men jeg føler at jeg er klar. Jeg har også meget erfaring fra amatørklasserne, forklarer Mahdi Jallaw.

Det er heller ikke kun Mahdi Jallaw, der har været med til at tage beslutningen om, at han nu er klar til at bokse professionelle kampe. Hans træner, Jan Krogsgaard mener nemlig også, at timingen er fornuftig.

- Han starter i den professionelle verden tidligt. Men det er også en uddannelse, og en rigtig hård en af slagsen, forklarer Jan Krogsgaard.

Dropper OL for at blive professionel

Den 54 kilo tunge Nørrebro-bokser har i de seneste par år været på de fleste danske bokseconnoiseurers læber, når snakken har gået på dansk boksnings kommende stjerner.

Længe har han kæmpet i landsholdsregi, men han har droppet den del og ambitionen om et OL i 2020 for i stedet at fokusere på sin professionelle karriere.

Og det er der ifølge træneren Jan Krogsgaard nogle håndfaste grunde til.

- Man kan være uheldig i en kvalifikation, og kan fire års hård træning være tabt. Og da Mahdi ikke følte sig tilpas med at bokse på det danske landshold, så satte vi os ned og lagde en ny plan.

Hurtig og intelligent bokser

Udover at bokse professionelt går Mahdi Jallaw til daglig i gymnasiet i 2.g. Selv beskriver Jallaw sig selv som en fysisk stærk bokser.

- Jeg er hurtig og stærk, og så har jeg et godt overblik. Det er sgu det, siger Mahdi Jallaw.

Jan Krogsgaard lægger mere vægt på Jallaws intelligens og dedikation, når han skal forklare, hvad der gør den unge bokser så talentfuld.

-Han er den mest dedikerede bokser, som jeg har mødt i mine 20 år i sporten. Og så er han intelligent fyr, der har et køligt overblik og en god bokseintelligens, konstaterer Jan Krogsgaard.

Mahdi Jallaws kamp bliver bokset kl. 17.30 i Hannover.

Facebook
Twitter