Dansk bokser går i legendernes fodspor

Den danske bokseverdensmester Dina Thorslund har trænet i legendarisk bokseklub forud for sin næste VM-kamp.

Dina Thorlsund foran bokseklubben Repton Boxing Club i London. (Foto: Team Sauerland)

Når den danske verdensmester Dina Thorslund lørdag 25. august træder ind i ringen til endnu en VM-titelkamp, bringer hun ånden fra nogle af historiens største boksere med ind i ringen.

Dina Thorlsund har op til kampen mod mexicanske Yessica Munoz, en kamp om WBO’s superbantamvægt-titel,forberedt sig ved at træne i den legendariske bokseklub, Repton Boxing Club, i Londons East End.

Klubben blev etableret i 1884 og er en af de ældste og mest succesrige bokseklubber i britisk boksehistorie og har produceret utallige verdensmestre og OL-mestre.

Dina Thorslund gør klar til træning i Repton Boxing Club. (Foto: Team Sauerland)

Rå og autentiske rammer, som Dina Thorlsund har brugt for at forberede sig mest optimalt til VM-kampen mod sin mexicanske modstander.

- Det var en superfed optakt til min kamp. Nogle gange skal der ske noget andet, end hvad man plejer at gøre. Det giver noget til både motivationen og lysten, til formen, teknikken, timingen og til det hele, siger Dina Thorlsund i Liga på P3.

- Bare det at være i selve klubben og at opleve atmosfæren var fedt. Det er old school, det er engelsk, det er hårdt, og det er blod sved og tårer. Deres motto er ”no guts, no glory”, og det går de virkelig efter. Det er nogle hårde fyre og tøser, og det gav mig meget, siger hun.

Den 24-årige bokser tilbragte fire dage i klubben, hvor hun sparrede med nogle af England bedste boksere, blandt andet den tredobbelte europamester Caroline Dubois.

Thorslund var fire dage i den legendariske bokseklub. (Foto: Team Sauerland)

- Der er forskel på at træne herhjemme og så i udlandet, siger Dina Thorlsund og fortsætter:

- Jeg var jo derovre for at præstere, for at få noget ud af det. Jeg fik hele tiden friske sparringspartnere ind, så jeg hele tiden blev presset max. Og når man kommer til udlandet, er det en ny kultur og andre mennesker, så man er hele tiden oppe på dupperne og vil gerne præstere bedre end med de vante sparringspartnere.

Grundig forberedelse

Dina Thorlsund vandt i marts den ledige interim VM-titel i superbantamvægt i bokseforbundet World Boxing Council efter en sejr over Alicia Ashley fra Jamaica i Struer.

Den 25. august gælder det VM-titlen i WBO, stedet er endnu engang Struer, og modstanderen er mexicanske 27-årige Yessica Munoz, som har bokset 19 kampe og tabt én.

- Det er den mest optimale træning op til en kamp, jeg nogensinde har haft. Jeg har kendt modstanderen i lang tid, så jeg har kunnet forberede mig på hende grundigt, siger Thorslund.

- Munoz har en stil, hvor hun går meget fremad, og hun er aldrig blevet stoppet før, derfor forventer jeg ikke at stoppe hende før tid, jeg forventer 10 hårde omgange, siger hun og tilføjer:

- Men samtidig er jeg i god form, så ser jeg mit snit, ryger hun ned med det samme, siger bokseren.

Dina Thorslunds rekordliste lyder på 11 sejre i 11 kampe, seks af dem knockout.

Facebook
Twitter