Dansk verdensmester skal bokse endnu en VM-kamp

Den ubesejrede danske bokser møder mexicanske Yessica Munoz i august i en kamp med en WBO-titel på spil.

Dina Thorslund skal bokse om WBO-titlen i Struer til august. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

11 sejre i 11 kampe lyder de imponerende fakta om bokseren Dina Thorslunds karriere indtil videre.

25. august får hun chancen for at gøre dusinet fuldt og samtidig sikre sig en titel, når hun møder mexicaneren Yessica Munoz på hjemmebane i Struer.

De to boksere kæmper om bokseforbundet WBO's Female World Super Bantamweight Championship-titel.

I marts 2018 vandt Thorslund en ledig titel i WBC-regi, da hun efter 10 omgange vandt på point over 50-årige Alicia Ashley fra Jamaica. Men det bælte mister Dina Thorslund faktisk nu.

Thorslund promotor kunne ikke blive enig med folkene bag kenyanske Fatuma Zarika om en kamp, og dermed mister Thorslund WBC-bæltet. Til gengæld får hun nu chancen for at vinde et andet VM-bælte.

- Det er fantastisk at få en endnu VM-kamp i et af de store forbund. Det er rigtigt vigtigt for mig, at min karriere fortsætter ad en opadgående kurve. Jeg vil møde de bedste for at bevise, at jeg er den bedste, siger hun i en pressemeddelelse.

Dina Thorslunds kommende modstander har bokset 19 kampe som professionel og er 27 år.

Yessica Munoz tabte sin første kamp i 2013, siden har hun vundet 17 gange og bokset uafgjort en enkelt gang.

Og mexicaneren tror på, at hun kan hente karrierens 18. sejr i Struer.

- At vinde en VM-titel er en stor motivation for mig. Dina er en stærk bokser, der kan lide at bokse offensivt, men med min teknik og speed vil jeg besejre hende, siger mexicaneren.

/ritzau/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk