Danske boksere dropper promotor og manager efter voldtægtsafsløringer

To danske boksere stopper samarbejdet med Peder Forsman, efter det er kommet frem, at han er voldtægtsdømt.

Peder Forsman har fungeret i forskellige roller for Dina Thorslund og Abdul Khattab.

De danske boksere Dina Thorslund og Abdul Khattab samarbejder ikke længere med boksepromotoren Peder Forsman, efter Ekstra Bladet torsdag kunne afsløre, at han er dømt for otte voldtægter.

Dina Thorslund har tidligere brugt Forsman som manager, mens Khattab har haft Forsman som promoter.

Forsman har siden 2015 været en del af det danske boksemiljø, og han har tidligere sikret lukrative kontrakter til blandt andet Rudy Markussen og Patrick Nielsen.

Sidstnævnte gør fortsat brug af den voldtægtsdømte promotor, og han har i første omgang valgt ikke at opsige samarbejdet.

- Jeg tror på, at vi alle kan forandre os. Undtagen pædofile. Der sætter jeg grænsen, siger Patrick Nielsen til Ekstra Bladet.

Bokseforbund overvejer konsekvenser

Jesper D. Jensen er formand i Dansk Professionelt Bokse-Forbund. De vil nu overveje, om sagen skal have konsekvenser for Peder Forsman, (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Hos Dansk Professionelt Bokse-Forbund er de rystede over de afsløringer, som Ekstra Bladet fortæller om i torsdagens avis.

For Peder Forsman har på intet tidspunkt nævnt sin fortid for forbundet, hverken da han blev tildelt manager- eller promotorlicens.

Da forbundet har regler om, at ansøgere til de to licenser skal være uberygtede, vil de nu overveje, om Forsman fortsat kan beholde sine licenser på det næste bestyrelsesmøde.

Det siger Jesper D. Jensen, der er formand i Dansk Professionelt Bokse-Forbund.

- Vi vil naturligvis drøfte sagen på vores møde. Hvilke konsekvenser sagen får, det skal bestyrelsen beslutte, siger han til Ekstra Bladet.

Samtidig fortæller han, at Dansk Professionelt Bokse-Forbund ikke har skrevet i deres reglement, at der skal fremlægges en ren straffeattest i forbindelse med udstedelsen af en promotorlicens.

Peder Forsman arrangerede sit første boksestævne i februar. Det næste stævne er planlagt i Aarhus den 25. maj.

Promotoren blev i 2005 idømt syv års fængsel i Højesteret. Dengang hed han Peder Hougaard Knudsen.

DR Sporten har talt med Peder Forsman. Han ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.

Facebook
Twitter