’Den største danske boksekamp i et årti’: En skakduel mellem to intellektuelle boksere

Der er lagt op til, at to af de største talenter i dansk boksning tørner sammen i finalen ved DM i weekenden.

19-årige Terteryan og 24-årige Lundgaard Jensen har allerede i noget tid vist sig som nogle af Danmarks bedste boksere. Søndag kan de mødes i DM-finalen. (© Dansk Bokse-Union)

Der har været mange gode danske boksere gennem tiderne. Brian Nielsen, Tom Bogs og Mikkel Kessler – bare for at nævne nogle få.

Og kigger man på den nuværende talentmasse – toppen af ’boksepoppen’ – så er det måske ikke helt urealistisk at tro, at vi i fremtiden skal vænne os til to nye danske navne, der kan præge bokseeliten i udlandet.

Nikolai Terteryan og Frederik Lundgaard Jensen.

19-årige Terteryan og 24-årige Lundgaard Jensen har allerede i noget tid vist sig som nogle af Danmarks bedste boksere. Førstnævnte på junior-niveau og sidstnævnte på senior-niveau.

Nu er de begge at finde i de voksnes rækker, og i weekenden peger alt på, at de to mødes i finalen om det danske mesterskab i vægtklassen let weltervægt – det første store møde mellem de to talenter.

- Det er de to topseedede boksere, og det vil være en kæmpe overraskelse, hvis de ikke når finalen. Det bliver årtiets kamp i dansk boksning. Frederik har valgt at rykke op i Nikolais vægtklasse, og derfor mødes de nu. Det er klart de to bedste mandlige boksere, vi har i Danmark, siger Lars Kristensen, landsholdskoordinator hos Danmarks BokseUnion.

To intellektuelle boksere

Og det er to boksere, som unionen i den grad tror på i det lange løb – og på det korte. Begge er blevet udnævnt til kandidater til OL i Tokyo næste år, hvor forhåbningen er, at de begge kvalificerer sig, så de kan snuse til OL-følelsen. Og forhåbningen er reel nok, for landsholdskoordinatoren vurderer dem begge til at være i top 5 i hele Europa.

Men hvad er det, der adskiller dem fra de andre danske boksere? Det, der gør, at der er så store forhåbninger – og forventninger - til dem?

Jo, man kan argumentere for, at de allerede er usædvanlige, da de begge er venstrehåndede boksere. Men det, der gør dem specielle, og gør dem lige dét bedre end alle andre, er en essentiel evne i boksning, understreger Lars Kristensen:

De læser begge boksning eminent.

For dem handler det ikke bare om råstyrke, men om at læse modstanderen og tage det næste og rigtige træk.

- Jeg ser boksning som et skakspil. Jo bedre du er til at se flere træk frem og vurdere, hvad modstanderen gør med sit træk – jo bedre er du til at bokse. Det er de begge fantastiske til. Det er der ikke mange andre, der formår. De bokser bare. De ser et hul, og så slår de.

- Men Nikolai og Frederik har en anden intellektuel forståelse, hvor de formår at analysere kampen og modstanderen, selv under pressede situationer, når pulsen er høj. De bibeholder et eminent overblik selv efter at have fået et slag i hovedet, siger han.

De to hovedpersoner er begge beærede over de fine ord fra landsholdskoordinatoren, og tilslutter sig også uden tøven udsagnet om, at det er årtiets kamp i dansk boksning.

Gensidig respekt - og stor selvtillid

For de er selv bevidste om deres egne styrker – og deres modstanders. De to boksere kender hinanden indadgående, for udover at de træner og sparer sammen, så er de også gode venner uden for ringen.

Derfor er respekten stor mellem de to.

Frederik Lundgaard Jensen sparer ikke på de rosende ord, når han skal beskrive sin måske kommende finale-modstander:

Stærk fysisk, højt teknisk niveau og et fornemt overblik. Han har det hele, siger han.

Nikolai Terteryan er heller ikke for fin til at rose sin kollega. Den 19-årige komet påpeger, at Lundgaard Jensen er en uortodoks bokser med store kvaliteter, især i sine slag og timing.

Og så har han stor respekt for, at hans kommende modstander har valgt at rykke op i hans vægtklasse for at udfordre sig selv og møde endnu bedre modstandere.

- Jeg troede, at han jokede, da han nævnte det for mig. Men han holdt sit ord, og det er fedt! Det er den stærkeste modstander, jeg kommer til at møde i Danmark. Uden tvivl.

- Jeg har savnet de her kampe og den her modstand, hvor jeg virkelig skal fokusere før en kamp. Det skal jeg i den grad med Frederik. Det bliver den største kamp længe, siger han.

Men selvom respekten er gensidig og stor, så er de dog ikke i tvivl om, at de tror på deres egne vinderchancer i den uundgåelige finale. Det handler om at være uforudsigelig, understreger de begge. Det kan bliver udslagsgivende i en tæt finale.

- Jeg kan godt lide sammenligningen med skak. Det handler om at disponere sine træk og kræfter. Man kan godt sige, at den, der er klogest, vinder kampen. For så vinder jeg, siger Lundgaard Jensen med et smil.

- Ja ja, han har rutinen, men jeg har en ung og fremadstormende stil. Jeg har nogle tricks i ærmet. Bare rolig, lyder det fra Terteryan.

DM-stævnet i Aalborg begynder fredag den 13. november, hvor der vil være kampe i flere vægtklasser.

Den forventede og imødesete finale i let weltervægt mellem Terteryan og Lundgaard Jensen bliver bokset søndag eftermiddag.

Facebook
Twitter