En saudiarabisk prins, 900 millioner og anklager om svindel: Verdens største kamp er kollapset

Planerne om en superkamp mellem verdensmestrene i sværvægt Anthony Joshua og Tyson Fury er faldet fra hinanden.

Tyson Fury annoncerede for få uger siden en kamp om titlen som den ubestridte verdensmester mod Antohny Joshua. Nu er kampen droppet. (Foto: Steve Marcus © Ritzau Scanpix)

- Verden ser dig nu, som den svindler du er.

- Du løj for fansene og førte dem bag lyset.

Beskyldningerne flyver lige nu igennem luften. Verdens to bedste sværvægtsboksere Anthony Joshua og Tyson Fury er endt i en krig om ord og ære.

Aftalen var ellers, at de skulle mødes i ringen og lade næverne tale i det, der var udråbt som verdens største boksekamp.

Men nu er det store boksebrag endt som en fuser.

For få uger siden var der ellers ingen grænser for de spektakulære udsigter. Anthony Joshua er indehaver af verdensmesterbælterne hos bokseforbundene IBF, WBA og WBO. Tyson Fury, der bredt betragtes som verdens bedste sværvægter lige nu, har til gengæld WBC-bæltet.

Det er de fire største bælter, en bokser kan bære. Bliver en bokser indehaver af alle de største bælter på samme tid, bliver han undisputed world champ - den ubestridte verdensmester. Det er ikke sket i sværvægtsboksning siden Lennox Lewis blev undisputed champ i 1999.

Men for nylig blev det offentliggjort, at Anthony Joshua og Tyson Fury havde underskrevet en aftale om en superkamp. En kamp, der ville gøre vinderen til den ubestridte verdensmester i sværvægt.

  • Anthony Joshua med sine IBF-, WBA- og WBO-bælter samt VM-bæltet for det mindre bokseforbund IBO. (Foto: Andrew Couldridge © Ritzau Scanpix)
  • Tyson Fury med sit WBC-bælte. (Foto: Steve Marcus © Ritzau Scanpix)
  • Lennox Lewis er den seneste sværvægtbokser, som kunne kalde sig 'undisputed'. (Foto: Jeff j Mitchell © Scanpix Danmark)
1 / 3

I forrige uge proklamerede Fury på Twitter, at kampen ’100 procent sikkert’ ville blive bokset i august i Saudi-Arabien.

- Jeg kan ikke vente med at smadre Anthony Joshua på den største scene af dem alle.

- Dette er den største sportsbegivenhed, der nogensinde har fundet sted på jorden, sagde Fury i videoen, hvor han også fortalte, at den saudiske kongefamilie havde godkendt aftalen.

De seneste år har Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, lanceret en offensiv sportsstrategi og investeret milliarder i at tiltrække internationale sportsbegivenheder til landet.

Det amerikanske sportsmedie ESPN rapporterede, at Fury og Joshua tilsammen ville blive garanteret 900 millioner kroner ved at afholde deres superkamp i Saudi-Arabien.

En sværvægts-superkamp til rekordmange millioner var i vente. Det var i hvert fald salgstalen. For nu er det hele forduftet, som et fatamorgana i den saudiske ørken. Kampen er aflyst.

Den amerikanske bokser Deontay Wilder har krævet en revanchekamp mod Tyson Fury, som han mener, at han kontraktligt har ret til.

Tyson Fury og Deontay Wilder har mødtes to gange de seneste par år. Første gang endte det uafgjort, mens Fury på teknisk knockout suverænt vandt deres anden kamp om WBC-bæltet. Ifølge Wilder har han juridisk krav på en tredje kamp inden 15. september i år. Og det har en voldgiftsmand i USA givet medhold i.

Tyson Fury og Deontay Wilder har mødt hinanden i kamp i både 2018 og 2020. Nu venter en tredje kamp i juli i år. (Foto: AL BELLO © Ritzau Scanpix)

Derfor bliver der alligevel ingen kamp i august mellem Joshua og Fury om titlen som den ubestridte verdensmester. Superkampen i Saudi-Arabien er droppet. I stedet skal Tyson Fury bokse trilogi-kampen mod Deontay Wilder den 24. juli i Las Vegas.

Et forløb, som har fået Antohny Joshua til at slå fra sig på Twitter.

- Verden ser dig nu, som den svindler du er. Du har svigtet boksningen. Du har løjet for fansene og ført dem bag lyset. Du har brugt mig navn for at få opmærksomhed, ikke for at få en kamp, skriver Anthony Joshua til Tyson Fury på Twitter.

En kritik, som Tyson Fury afviser. Han hævder, at Anthony Joshua var blevet informeret om, at en voldgift muligvis kunne tvinge Fury ud i en omkamp med Deontay Wilder på bekostning af den saudiarabiske superkamp.

- Du er fuld er lort. Dit hold vidste udmærket, at der var en voldgift, og at det var ude af mine hænder. Hvis du mener, jeg er en svindler, så lad os tage en kamp med bare næver indtil en af os giver op? Lad os sætte 20 millioner på højkant hver, skriver Fury.

Hårdtslående ord. Spørgsmålet er, om det det hele bare har været snak, og om superkampen mellem Joshua og Fury nogensinde bliver til virkelighed?

- Jeg ordner Wilder først, bagefter skal jeg nok også ordne dig, lyder det i et tweet fra Fury til Joshua.

Det er ikke første gang, at kampen mellem Fury og Joshua er blevet annonceret for efterfølgende at blive droppet. Det skete også sidste år, hvor Tyson Fury meddelte, at en aftale om kampen var på plads.

Aftalen blev dog aldrig officielt bekræftet, men faldt fra hinanden, da der opstod politisk uro og kritik af, at en irsk bandeleder angiveligt havde spillet en rolle i forhandlingerne om kampen.

Facebook
Twitter