Hvor er den næste Kessler? Dansk boksning savner stjerner

Boksning i Danmark lider under, at der i øjeblikket ikke er en stor profil at følge og se op til.

Brian Nielsen, Mikkel Kessler og Tom Bogs er blandt de største danske boksestjerner gennem tiden, (Foto: Grafik: DR Sporten © Scanpix)

Tom Bogs, Brian Nielsen, Mikkel Kessler. Dansk boksning har igennem tiderne været velsignet med store navne. Profiler, der har kunnet vinde befolkningens opbakning med charme eller boksetalent. I nogle tilfælde med begge dele.

I 2015 valgte Mikkel Kessler at lægge handskerne på hylden efter en fantastisk karriere uden mage i dansk boksning. Siden har der været et hul i dansk boksning. Et vakuum, der kun kan udfyldes af en ny stjerne. Sådan en har vi ikke i øjeblikket, og det går ud over sportens eksponering.

- Vi mangler i allerhøjeste grad et idol i boksning. Der har jo været flere gennem tiderne. Tom Bogs, Brian Nielsen og flere. Det mangler vi helt klart. Også i øjeblikket til trods for en Patrick Nielsen, der er ikke på nogen måde har haft den samme effekt på den almindelige befolkning, som de andre har, siger formanden i Danmarks Bokse-Union, Benny Jørgensen.

- Mikkel Kessler havde jo en kolossal betydning for dansk boksning. Patrick Nielsen kan man ikke rigtig sammenligne ligne med ham. Mikkels karisma og resultater var jo helt enestående, og Patrick har ikke haft de resultater på noget tidspunkt. Jeg tvivler egentlig på, om Patrick er noget idol, siger han.

Den 25-årige bokser, Patrick Nielsen, gør comeback efter halvandet års pause lørdag, men ifølge Jørgensen har han ikke, hvad der skal til for at fylde hullet efter Kessler. Den danske EBU-europamester i fjervægt, Dennis Ceylan, er et bedre bud.

- Hvis der er nogen, som er et rimeligt navn i øjeblikket, så er det Dennis Ceylan. Han er kun fjervægter, så det har ikke den samme gennemslagskraft, som de lidt større boksere har. Han er vel egentlig, det tætteste man i dag kommer på at have et idol i forhold til den bredde befolkning, siger Benny Jørgensen.

En bokser skal kunne sælges

Det har stor betydning for boksningen, at der er store navne, man kan idolisere og følge tæt. Det mener, Brian Mathiasen, der er boksetræner og ekspert på TV 2 Sport.

- Det er vigtigt, at folk har nogen at se op til; at man kan identificere sig med boksestjernerne. Men vi er nødt til at nævne Mikkel Kessler igen, for vi har været så utroligt heldige at have ham. Han erstattede en skadet Mads Larsen i 2004 og vandt på knockout over Manny Siaca. Så stjal Kessler hele billedet og blev nationalhelt kort efter, siger Brian Mathiasen.

Mikkel Kessler havde hele pakken med folkelig appel, enormt talent for boksning og stor karisma. I 1990’erne var Brian Nielsen det helt store navn, men hans talent bestod mere i at sælge sig selv og sporten.

- Brian Nielsen var en reklamesøjle uden lige. Han var langt fra en dygtig bokser, men han havde så mange andre kvaliteter, og det er det, der sælger. Johnny Bredahl var for eksempel en fantastisk dygtig bokser, øverste verdensklasse, men han har aldrig haft en kæmpestor sponsor, der har smidt penge i ham. En bokser skal kunne sælges, og det kræver, at medierne er der, for at man kan sælge ham, siger Mathiasen.

Kæmpetalenter på vej

Der er dog danske boksere i dag, som har den særlige karisma, der brænder igennem skærmen og vinder danskerne.

- Vi har Dennis Ceylan, som er en karismatisk type og Pierre Madsen, som er en spasmager, altid smilende og en habil bokser. Han er noget for medierne og for Hr. og Fru Danmark. Der er flere af de typer, men vi mangler interessen fra medierne. Der er et potentiale, siger eksperten Brian Mathiasen.

Og så er der heldigvis også et spændende potentiale for fremtiden. De unge danske juniorboksere viser nemlig lovende takter, og hvem ved, måske gemmer der sig en ny Brian Nielsen eller Mikkel Kessler.

- Vi har nogle fremragende resultater på juniorsiden. Vi har både U15- og U17-europamestre, vi har fået sølvmedaljer og bronzemedaljer. Vi har en rigtig stor og fin skare af juniorer, der er på vej frem. Nogle af dem er simpelthen kæmpetalenter, siger bokseformand Benny Jørgensen.

Sikkerhedsregler koster boksere

Generelt har medlemstallene i dansk idræt været faldende, og nogle sportsgrene lider mere end andre. Også i dansk boksning er der et fald i antallet af medlemmer, men formand Benny Jørgensen er fortrøstningsfuld og ser ingen umiddelbar krise.

Faldet skyldes blandt andet, at Justitsministeriet i 2011 besluttede, at sikkerheden i boksning skulle øges. En af årsagerne var, at bokseren Johny Jensen i 2008 måtte stoppe karrieren, efter han havde bokset to kampe med en hjerneskade, man ikke havde opdaget. Derfor er der indført årlige hjernescanninger og neurologiske undersøgelser af både professionelle og amatørboksere.

- Vi har et lille fald i medlemstallet. Vi har haft store problemer vedrørende de scanninger, som Sundhedsstyrelsen har trukket ned over hovedet på os. Det har kostet i omegnen af 150 aktive seniorboksere, men vores medlemstal ligger egentlig flot. Der er adskillige andre forbund, som slås meget mere med faldende medlemstal, end vi gør i Danmarks Bokse-Union, siger Benny Jørgensen.

Han ser de skærpede sikkerhedskrav som største årsag til medlemsfaldet, men manglen på et stort dansk boksenavn spiller også en rolle.

- Mikkel var jo en kæmpegevinst for sin egen klub, og jeg havde i sin tid Spend Abazi, der var en kæmpegevinst for vores klub. Medlemstallet lider ikke direkte under det, men den brede befolkning har selvfølgelig mere fokus på boksning i det øjeblik, der er et stort idol, som tit og ofte trækker forsider på aviserne. Det har vi desværre ikke haft i mange år, ikke siden Mikkel.

Facebook
Twitter