Kurt Thyboe om vennen Ali: Han krammede mig altid

Kurt Thyboe fortæller om sine oplevelser med vennen Muhammad Ali, som han lærte at kende ved et tilfælde.

  • Muhammad Ali (tv) sammen med journalist Kurt Thyboe i forbindelse med bokselegendens besøg i Danmark i 1979. (Foto: STEEN JACOBSEN © Scanpix)
  • Muhammad Ali ringede til Kurt Thyboe, da han som ung var journalistpraktikant på BT. (Foto: Jonas Vandall Ørtvig © Scanpix)
1 / 2

- Hey, that’s my friend, Kurt from Copenhagen! Hey, det er min ven, Kurt fra København.

Sådan udbrød Muhammad Ali altid, når han fik øje på Kurt Thyboe. De to havde et venskab, som Thyboe selv beskriver som værende både nært og sært.

Venskabet tog for alvor fart, da Thyboe som ung journalistpraktikant på BT en dag fik den mærkværdige idé, at han ville ringe verdensstjernen op fra sin stol på Grønnegade.

- Jeg ringede rundt til alle mulige mærkelige numre, og personen der tog telefonen sendte mig altid videre til den næste. Pludselig var det hans daværende kone, Belinda, som tog telefonen, erindrer Thyboe.

Belinda var både nysgerrig og undrende overfor Thyboes ærinde. Ingen ringede til Ali mere, efter han var blevet frataget sine VM-bælter.

- Ah, du ringer fra Danmark. Jeg kan slet ikke se det land på kortet, sagde hun og slog ud i latter.

- Muhammad er lige nede og hente bleer til ungerne i supermarkedet, men giv mig dit nummer, så får jeg ham til at ringe dig op.

BT redaktionen grinede også af deres praktikant. Flere mente ikke, at Thyboe var rigtig klog. Skulle Muhammad Ali ringe til BT? Timerne gik, og drillerierne tog til.

Redaktøren tabte røret

Men hånen skulle forstumme. Pludselig ringer telefonen oppe på redaktør Børge Munks bord. Han løfter røret og i et øjeblik står tiden stille, som i det øjeblik, hvor sekundviseren ikke rykker sig på uret. Børge Munk brøler.

- Kuuuuuurt, det er ham!

Stemmen skærer sig gennem lokalet i et anfald af forbløffelse og beundring. Redaktøren taber telefonrøret og vælter kaffen, der står på bordet. Kurt Thyboe kommer løbende og fanger røret, der dingler i ledningen.

- Hiiii, I’m Muhammad Ali. Can I talk to Kurt?

- Det er mig, det er mig, det er mig, lyder det begejstret i den anden ende.

Redaktøren tror næsten ikke selv på det, der er ved at ske. Muhammad Ali har ringet til BT. Men den er god nok. Kurt Thyboe og Ali snakker længe om alt mellem himmel og jord. Frøene til et venskab er sået.

Håndskrevet brev fra Amerika

Kurt Thyboe skriver historien på både dansk og amerikansk. Frankerer sidstnævnte og sender over Atlanterhavet.

En måned senere kommer der svar. Et håndskrevet brev fra Muhammad Ali.

- Det er en lille juvel i min samling af bokseaffekter, siger Thyboe.

- Det var meget rørende.

Normalt skriver Muhammad Ali ikke selv breve, men har folk ansat til den slags. Denne gang har superstjernen gjort en undtagelse.

- Your letter was so humble I had to write to you myself, står der skrevet. Dit brev var så ydmygt, at jeg blev nødt til selv at svare dig

Lad mig tale med Kurt!

Nogle år efter Thyboe har modtaget brevet fra Ali, har bokselegenden fået lov at genoptage karrieren efter den karantæne han fik, da han ikke ville være soldat i Vietnam-krigen.

BT beder Thyboe om at få fat i Muhammad Ali igen, selvom de blot har snakket sammen den ene gang over telefonen. Efter en smule research finder Kurt Thyboe ud af, at Ali befinder sig på et hotel nær Lake Michigan. Han ringer op.

- Nej, nej, nej. Han er ikke her, siger damen i receptionen, da hun tager telefonen.

En stemme med karakteristisk sydstatsamerikansk accent lyder i baggrunden.

- Who was that calling me? Hvem er det, der ringer til mig.

- Someone called Kurt from Copenhagen. En gut ved navn Kurt fra København, siger receptionisten kortfattet.

- Give me him! Lad mig snakke med ham.

Snart er de to igen forenet gennem telefonkablet. Thyboe og Ali snakkede længe, og de to kom tættere på hinanden. Siden den dag greb Ali altid telefonen, når Kurt Thyboe ringede.

Smøgen brænder fingrene

Der var ingen tvivl om, at Muhammad Ali kunne lide Kurt Thyboe.

Efter en boksekamp i Atlantic City i USA står Thyboe og får en smøg i et hjørne. Han er rolig og skal fordøje begivenhederne.

Alle verdens stjerner er til stede, og danskeren har derfor trukket sig tilbage i et hjørne for at samle tankerne. Han kigger i jorden, og da han slår blikket op igen, kommer Ali med faste skridt direkte mod ham.

- Ooooh, how are you my friend? Kurt from Copenhagen, I remember you, smiler Ali. Hvordan har du det min ven? Dig kan jeg huske.

Ali omfavner Kurt Thyboe i et kæmpekram, inden han går videre. De mange bodyguards så lamslået til, og Thyboe selv forstod heller ikke helt, hvad der foregik. Han var målløs over Alis opførsel. Hvordan kunne denne store verdensstjerne huske Kurt fra lille Danmark?

- Jeg vågnede først op til virkeligheden, da min smøg var brændt ned og svirpede mig over fingrene.

Virkeligheden var ikke helt til at forstå, den dag i Atlantic City.

Men Muhammad Ali ville kramme Kurt Thyboe og konklusionen på mødet mellem de to var ikke til at tage fejl af: Kurt Thyboe og Muhammad Ali var venner på nært og sært.

Historien bygger på Kurt Thyboes egne erindringer.