Mike Tyson serverede krummer for duerne i Herning

Mike Tyson og Mikkel Kessler var onsdag på scenen i Herning for at underholde med historier om et liv i boksning.

De to boksere mødtes allerede tirsdag inden showet i København. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Mike Tyson elsker sine duer.

De flokkes om ham, når det er spisetid. Når de forventer, at den tidligere mester kommer med krummer.

I dag har han over 100 af dem i sit hjem i Las Vegas, og kærligheden til duerne er noget af det eneste, der har overlevet den tidligere boksers forsøg på at leve et afdæmpet liv.

Duerne, familien og så tatoveringen, der pryder den tidligere mesters ansigt.

Onsdag aften sad han der så, manden, de engang kaldte ’den ondeste mand på planeten’. I kongrescentret overfor Hi-Fi-klubben, i centrum af Herning, delte han ud af sine sparsomme minder fra den del af hans liv, hvor han erobrede verden fra bokseringen.

Showet skulle være fortællingen om netop det, som de færreste i salen givetvis kunne relatere til. Et liv med grænseløs berømmelse, penge og store sejre. Men også et liv med nederlag, fængselsdomme, personlig konkurs og tragedier.

Og tre tigre i baghaven, ikke mindst.

Tilværelsen som et globalt boksefænomen gled samtalen dog let og elegant hen over onsdag aften. For det er svært at reflektere krystalklart over sine triumfer og nedture, når man som 52-årige ’Iron’ Mike Tyson i et over et årti har befundet sig i en tåge af stoffer.

- Jeg elskede at tage stoffer. Det gjorde mig meget lykkelig i ti år, var et par af de krummer, som Tyson dryssede ud til publikum i salen.

Kessler på overarbejde

Han måtte dog finde sig i at dele spotlightet, Mike Tyson.

Den tidligere danske stjernebokser, Mikkel Kessler, der i sin egen karriere har fejret nogle af sine største triumfer i netop Herning, var hyret til at være mesterens modspil.

Et job, som 39-årige Kessler tog på sig, selv om han til pressen med et smil på læben gav udtryk for, at han ikke vidste, hvorfor han var der.

Men der skal jo penge i kassen, når man ikke længere har hjertet til at gå i ringen, og det var noget, de to usandsynlige venner kunne blive enige om.

- Jeg savner ikke noget fra boksning. Det skulle lige være pengene, lød det fra Mike Tyson, mens Mikkel Kessler nikkede.

I den kontekst leder alle veje til Herning, og i 45 minutter afgav Mikkel Kessler på scenen sit vidnesbyrd om en karriere, der ikke lå i kortene, om kampene mod Carl Froch, nederlaget til Andre Ward i Super Six-turneringen og hvordan det er at være bror til en af Danmarks bedst sælgende forfattere, Linse Kessler.

- Hende tror jeg, du vil kunne lide, forsøgte Kessler henkastet at vække Tyson med, inden talen i stedet faldt på muligheden for at følge i amerikanerens fodspor som entertainer.

Mike Tyson har nemlig, blandt andet, deltaget i både den argentinske og italienske version af ’Vild med dans’, og Mikkel Kessler ville da heller ikke afvise, at man i fremtiden kommer til at se ham laksko.

- Nu har de ringet fem år i træk, men jeg tror ikke, at jeg kan danse. Måske jeg siger ja til næste sæson, for hvis Mike kan klare det, så kan jeg også.

Tyson kvitterede prompte.

- De tilbød mig mange penge, men min kone blev jaloux undervejs.

- Tak for en ekstremt inspirerende samtale, lød slutreplikken kort efter fra aftenens værtinde, Ulla Essendrop.

Flere stjerner så stjernerne

Mens klapsalverne regnede ned over de to tidligere bokseres nøje destillerede ord, vuggede Michael Carøe aftenen til ro med Frank Sinatras ’My Way’.

Forinden havde den danske crooner serveret tidløse hits som ’Eye of the tiger’ og ’New York, New York’ til kendte navne som OL-sølvvinder Sara Slott, håndboldkoryfæet Lars Christiansen og dansktop-legenden Richard Ragnwald.

Alle forlod festen med et smil.

Især Stig Tøfting, ’Plæneklipperen’, der kender Mikkel Kessler privat, var tilfreds med den vare, han havde betalt for.

- Man kan altid diskutere, om Mike Tyson ved, at han er sjov. Men Mikkel var god at høre på, og det var rart at se ham på slap line.

- Det er svært at sætte dem op ved siden af hinanden, for uanset hvad, så vil Mike Tyson altid være større end Mikkel. Men jeg synes, at det var skide sjovt, lød det fra en mæt Stig Tøfting.