Nu kan du måske se boksning igen: Milliardær planlægger mega-event i sin have

Boksepromotor Eddie Hearn vil bruge millioner af kroner på at få boksning tilbage til tv-seerne.

Alexander Povetkin (tv) kan måske se frem til at bokse i en baghave i England. (Foto: Andrew Couldridge © Scanpix)

Fodbolden fik sit corona-comeback denne weekend, da den tyske Bundesliga genstartede efter en længere pause på grund af Covid-19.

Og nu kan sportshungrende fans måske se frem til endnu en sportsgren, der kan starte op igen. For en engelsk milliardær har nemlig fået sig noget af en idé.

Britiske Eddie Hearn er til daglig boksepromotor - blandt andet for landsmanden Anthony Joshua. Og han er så forhippet på at få sat gang i sin yndlingssportsgren, at han planlægger at arrangere et kæmpe event i haven bag sit barndomshjem, som i dag fungerer som hans virksomhedskontor.

Promotorens plan er at arrangere fire events i løbet af juli og august i byen Brentwood 20 kilometer øst for London. Events, som kommer til at være uden tilskuere, men som vil blive vist på britisk tv.

- Det her kommer til at blive historisk. Det her er min største udfordring i karrieren. Jeg vil gerne være den første, der bringer boksning tilbage. Men jeg gider ikke være den første med et dårligt produkt, så alt skal være på plads, siger Eddie Hearn til britiske BBC.

Test og isolering på hotel

Derfor har promotoren udarbejdet en større køreplan for, hvordan det hele skal gå an. Bokserne skal efter planen testes flere gange op til træning og events, og derudover skal de ugen op til kampene isoleres på et hotel, som Hearn sørger for at leje i nærheden. Han vil også sørge for, at der bliver bygget fitnessrum til bokserne, så de kan træne op til kampene.

Eddie Hearn ( i midten) har den helt store køreplan klar til genstart af boksning. (Foto: Jason Cairnduff © Scanpix)

Der vil desuden være omkring 90 mennesker tilknyttet hvert event, som alle skal testet for coronavirusset.

- Jeg gør det ikke for pengene, for jeg vil ikke få profit ud af det her. Hvis du bare tager de ugentlige coronatest, kommer de til at løbe op i 300.000 kroner. Jeg gør det for at holde kadence i sporten og holde gang i det, jeg har brugt 10 år på at bygge op, siger han.

Promotoren understreger dog, at det hele skal foregå efter reglerne og de restriktioner, som de britiske myndigheder udsteder. Restriktioner, der helst ikke skal skærpes de kommende uger, hvis planen skal blive til noget.

En af de kampe, som Eddie Hearn planlægger at få gennemført i sin baghave, er sværvægter-braget mellem russeren Alexander Povetkin og jamaicaneren Dillian Whyte, der ellers skulle have været bokset i juli i Manchester Arena.

Dillian Whyte og Alexander Povetkin skal efter planen bokse i promotorens baghave. (Foto: Jason Cairnduff © Scanpix)

- Den mest ikoniske arena i verden er Madison Square Garden (i New York, red.). Det her kommer til at være den nye 'Garden', siger den ambitiøse promotor om sit haveprojekt.

Eddie Hearn har publiceret en større plantegning og en video på sin private Instagram-profil, hvor han tydeliggør planen endnu mere med placering af ringen, omklædningsrummene og tv-studiet til de fire events.

- Livet giver dig udfordringer, og det her er en af dem. Vi kommer fra en svær, svær tid, og vi har brug for folk, der kæmper for branchen. Ellers kommer vi til at have mange problemer fremadrettet, siger han.

Facebook
Twitter