Frederik Lundgaard Jensen er vant til at få nogle på hovedet, uden det påvirker ham.

Flækkede øjenbryn, blå mærker og en blodtud er trods alt bare midlertidig smerte, der kan ignoreres.

Der er altid en ny kamp, hvor selvtilliden kan hives op på plads igen efter et nederlag.

Sådan plejer det at være.

Da den 25-årige nordjyde for nylig mødte ind til træning med de andre fra bokselandsholdet, var det for at pakke taskerne og tage på træningslejr.

Stemningen var god, men ansigtsudtrykket hos landstræner Thomas Kyø signalerede, at noget var galt.

Så faldt ordene: 'Frederik, jeg har en dårlig nyhed til dig.'

Sekunderne må have stået stille, mens landstræneren snakkede.

Frederik fik at vide, at han alligevel ikke skulle til Paris og kæmpe sig til de sidste, afgørende point, der kunne sikre ham deltagelse ved sommerens olympiske lege i Tokyo.

Enhver atlets hedeste drøm.

- Det er jo det, man stræber efter og træner benhårdt for som bokser. Jeg havde virkelig knoklet for at være klar til det kvalifikationsstævne nede i Paris, siger Frederik Lundgaard Jensen til DR Sporten.

Aflysningen skyldtes som så mange andre afblæste begivenheder corona.

I marts 2020 var der kvalifikationsstævne i London, hvor Frederik Lundgaard var med. Efter en træningslejr i Sheffield nogle dage op til start, var han spændt på at komme ind i ringen og bokse mod ukrainske Mykola Butsenko.

Læderet skar øjenbrynet op med et strejfslag

En nogenlunde lige første omgang endte med, at Butsenkos ene handske strejfede Frederik Lundgaards øjenbryn og efterlod en blodig flænge.

En læge vurderede, at Frederik ikke kunne fortsætte, så han tabte på en skade.

- Det var sindsygt uheldigt. Handskerne var meget hårde lige dér, hvor læderet pakkes sammen. Meget stift. Det snittede mig lige akkurat så meget, at huden bristede, forklarer Frederik Lundgaard.

Det irriterede ham helt vildt.

Hvis Butsenko havde nikket ham en skalle, kunne Frederik måske have vundet på point, og så var han sikret den tur over på den helt store scene i Japan.

Forbandede flækkede øjenbryn!

- Det er aldrig fedt at tabe på en skade. Jeg var godt forberedt, og jeg tror på, jeg havde vundet den kamp, hvis jeg havde fået lov at fortsætte.

Den store skuffelse kom dog først den dag i Vejle, da landstræneren fortalte om den aflyste tur til Paris. Indtil da havde Frederik forventet, at han ville hente de sidste point i det franske.

I mellemtiden er det blevet besluttet, at der kun skal være én olympisk deltager fra hvert kontinent per vægtklasse, og pladsen for Frederiks klasse er allerede sikret af hans jævnaldrende irske konkurrent, europamesteren Kurt Walker.

- Der er ændret på en række ting, som betyder, at jeg intet kan stille op nu. Jeg synes, det er urimeligt, og det er frustrerende at se noget, jeg har trænet op til i så mange år, forsvinde mellem hænderne på mig.

I 2016 missede han OL i Rio de Janeiro, Brasilien, efter en kamp, hvor han følte sig bortdømt.

Frederik var en enkelt sejr fra at kvalificere sig, og han er stadig i dag overbevist om, at han burde have vundet, men dommeren gav sejren til hans modstander.

Siden blev den pågældende dommer i øvrigt suspenderet og selv udelukket fra at være med til OL, men det ændrede ikke på situationen for Frederik.

- OL er bare den største prestige, man kan få. Alle ved, hvor afgørende det er for ens karriere, hvis man har været med. Boksere med olympisk erfaring på cv'et har væsentligt bedre forudsætninger for at få en god professionel kontrakt, så de kan leve af det, siger Frederik Lundgaard.

Tid til at komme videre fra Vejle

Så hvad nu?

I øjeblikket lever han lidt i en flyttekasse, da han har sagt farvel til Vejle og goddag til København. Til en start bor han hos en kammerat, mens han leder efter sit eget sted og et job som tømrer.

Boksningen håber han at fortsætte med i en lokal klub. Muligvis i Herlev.

- Hvad med OL i 2024 - går du efter det? Du er trods alt kun 25 år.

- Nej, det tror jeg ikke. Tre år er lang tid, for der er dårlige vilkår for boksere i Danmark. Pengene er for små, og jeg kan ikke blive ved med at leve sådan her.

Med 'sådan her' hentyder Frederik Lundgaard blandt andet til antallet af rejsedage i forbindelse med stævner og træningslejre. Eksempelvis havde han 154 dage på farten i løbet af de sidste 15 måneder frem mod OL i 2016.

Det er 154 dage uden en indtægt, hvor han som 19-20-årig var nødt til at låne penge af sine forældre for at få det hele til at hænge sammen.

Når han endelig arbejdede, gik en stor del af lønnen til at betale den opsparede gæld. Han kom på landsholdet, men det er der ingen penge i i Danmark, bemærker han.

- Det er hårdt at leve på den måde. Med træning flere gange om ugen er det som at have to fuldtidsjob.

Det hele bliver ikke nemmere af, at der bliver skåret ned på antallet af vægtklasser til OL. Tidligere havde mændene ni forskellige klasser alene. Kvinderne havde tre.

Snart bliver det sådan, at begge køn har syv vægtklasser, og det betyder større konkurrence om pladserne.

Frederik Lundgaard står derfor på en skillevej, hvor han skal finde ud af, hvad der skal ske.

Skal han satse på en karriere som professionel eller lægge handskerne på hylden?

Hans plan lige nu er at fortsætte som amatør og træne frem mod VM i Serbien til november.

I januar forstrak han nogle ledbånd i sin højre pegefinger i forbindelse med træning, og meldingen fra fysioterapeuten var nedslående: Otte måneders pause fra kamp og sparring.

Havde han skullet til OL, var det blevet med en skadet pegefinger bag læderet, men nu bruger han tiden på at blive klar til VM og på at holde formen ved lige med et håb om at træde ind i ringen igen til august.

- Hvis jeg gør det godt nede i Serbien, betyder det måske, at jeg kan blive professionel bagefter. Det er min drøm. Også selv om pengene er små herhjemme.

- Hvad med udlandet?

- Det ser jeg ikke rigtigt som en mulighed. Gider englænderne eller amerikanerne betale penge for at se en dansker slås? Det tror jeg ikke. Et dansk boksepublikum tager heller ikke ind og ser en litauer. Folk vil se deres egne boksere i ringen.

Når den dag engang kommer, hvor klokken ringer ud efter sidste omgang, kan Frederik Lundgaard trods alt se tilbage på en flot karriere med blandt andet ti danske mesterskaber og fem nordiske.

Dem er han stolt af, men der vil altid sidde en lille ting og nage i baghovedet.

Han har en turnering foruden OL i 2016, han gerne ville have været med til: European Games i 2015. Også her følte han sig bortdømt, da dommeren udråbte hans modstander som vinder på vedkommendes hjemmebane i Baku, Aserbajdsjan.

- Hvis jeg havde vundet de to kampe - kval'en til Rio og kampen i Baku - havde det været prikken over i'et. Det havde klart været det største, og det ærgrer mig, at det ikke lykkes. Det er mit livs to største nederlag.

- Sådan er vi nok mange, der har det som sportsfolk og mennesker. Uanset hvad man har præsteret, vil man altid opnå noget større, siger Frederik Lundgaard Jensen.

Tre danske boksere har stadig mulighed for at sikre sig en billet til sommerens OL: Nikolai Terteryan og hans bror Sebastian Terteryan, begge fra BK Wedala i Vejle, og BK Vitus-bokseren Morten Givskov Nielsen fra Horsens.