Omstridt boksepræsident giver efter for kritik: Trækker sig fra amatørforbund

Usbekiske Gafur Rakhimov er trådt tilbage som præsident for Aiba efter mistet olympisk status.

Gafur Rakhimov blev officielt valgt som præsident for Det Internationale Amatørbokseforbund (Aiba) i slutningen af 2018. Han tiltrådte dog som midlertidig præsident i starten af samme år. (Arkivfoto) (Foto: Alexander Zemlianichenko © Copyright 2018 The Associated Press. All rights reserved.)

Den kontroversielle præsident for Det Internationale Amatørbokseforbund (Aiba), usbekiske Gafur Rakhimov, er trådt tilbage fra sin post.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Rakhimov trækker sig, efter at Aiba i slutningen af juni fik frataget sin olympiske status af Den Internationale Olympiske Komité (IOC).

Usbekeren blev i januar 2018 valgt som midlertidig præsident for Aiba. Ti måneder senere blev Rakhimov officielt stemt ind som præsident.

Det skete trods modstand fra IOC, der påpegede, at Rakhimov af amerikanske myndigheder bliver sat i forbindelse med organiseret kriminalitet heriblandt produktion og distribution af narkotika. Beskyldninger, som usbekeren gentagne gange har afvist.

I marts i år trådte Gafur Rakhimov midlertidig tilbage som præsident i et forsøg på at gøde vandene mellem Aiba og IOC.

Men det afholdte altså ikke IOC fra at fratage Aiba forbundets olympiske status. I stedet kommer IOC selv til at organisere kvalifikationsturneringer frem mod OL i Tokyo næste år. Også den olympiske turnering skal IOC stå for.

Forholdet mellem IOC og Aiba blev for alvor køligt i forbindelse med OL i Rio i 2016, da 36 dommere og medarbejdere blev suspenderet og beskyldt for matchfixing af boksekampe.

Boksning kom på OL-programmet i 1904 og har siden været med hver eneste gang - på nær i Stockholm i 1912, fordi sporten var forbudt i Sverige.

/ritzau/

Facebook
Twitter