Brisbane valgt som vært for sommer-OL i 2032 uden modkandidater: 'Nærmest et skridt baglæns væk fra transparens'

Onsdag blev den australske by Brisbane officielt valgt som vært for OL og PL i sommeren 2032.

Brisbane blev onsdag valgt som vært for sommer-OL i 2032. (Foto: © Toru Hanai, Ritzau Scanpix)

Storbyen Brisbane i Australien kan nu skrive kommende OL-vært på byskiltet.

I 2032 bliver sommer-OL og -PL afholdt i Brisbane. Det blev besluttet af Den Internationale Olympiske Komité (IOC) onsdag formiddag.

Det var dog en formalitetssag at afklare, at Brisbane officielt kan kalde sig kommende OL- og PL-vært. For der var ingen modkandidater, og Brisbane har længe været IOC's foretrukne kandidat til værtsskabet.

IOC vedtog i 2019 nye retningslinjer for budprocessen for at blive olympisk vært. IOC har nærmest håndplukket Brisbane blandt bejlerne til OL-værtsskabet i 2032 og givet den australske by eneret til at forhandle om at blive OL-vært.

Den nye strømlinede budproces skulle sikre, at andre byer ikke kastede penge efter en forgæves kampagne for at blive værtsby, hed det sig fra IOC.

- Denne beslutning er ikke en beslutning imod nogen. Det er blot en beslutning til fordel for en interesseret bejler på dette tidspunkt, sagde Thomas Bach i februar ifølge AP, da Brisbane blev udnævnt som IOC's foretrukne kandidat.

  • IOC-præsident Thomas Bach annoncerer Brisbane som OL-vært i 2032. (Foto: © Toru Hanai, Ritzau Scanpix)
  • Statsoverhovedet i den australske stat Queensland, hvor Brisbane ligger, Annastacia Palaszczuk (til venstre) og IOC-præsident Thomas Bach (til højre) med underskrevne kopier af værtsaftalen mellem IOC og Brisbane. (Foto: © Toru Hanai, Ritzau Scanpix)
1 / 2

Det efterlod budkomiteerne hos de andre bejlere - Budapest, Doha og Ruhr-distriktet i Tyskland - med en lang næse.

Onsdag blev det så endelig formaliseret, at Brisbane skal være OL-vært i 2032, da IOC-kongressen stemte om det. 72-5 lød stemmerne i Brisbanes favør, men uden en modkandidat er afstemningen ikke meget værd, mener Jörg Krieger, adjunkt ved Institut for folkesundhed og idræt på Aarhus Universitet.

- Australien er en stor sportsnation og en meget olympisk nation. Fra det perspektiv er Brisbane et godt valg.

- Men vejen dertil er en anden historie. Det er første gang, der ikke er en budproces. At udvælge Brisbane som den foretrukne kandidat og kun holde samtaler med én by, selvom der er interesse fra andre steder, er nærmest et skridt baglæns væk fra transparens og åbne bud, siger Jörg Krieger.

Det succesfulde OL-bud blev fejret med fyrværkeri i Brisbane. (Foto: © Patrick Hamilton, Ritzau Scanpix)

Brisbane er, trods processen, et godt valg

Særligt forløbet omkring udvælgelsen af Brisbane som foretrukken kandidat til OL-værtsskabet står hen i det uvisse for Jörg Krieger. Men bag den knap så transparente budproces gemmer der sig et særdeles fornuftigt bud på OL-værtsskabet, pointerer han.

- Havde der været en budproces, så kunne valget meget vel stadig være faldet på Brisbane.

- Det er et godt valg af vært med hensyn til nationen. Australien har mange politiske og organisatoriske værdier, der passer godt med det, vi gerne vil se i sport. Og bæredygtighed og miljømæssige aspekter står højt på agendaen for værtsskabet, og legene vil være organiseret godt, siger Jörg Krieger.

Brisbanes plan omfatter blandt andet et stort fokus på bæredygtighed, og planen er, at 84 procent af bygningerne og faciliteterne til legene vil eksistere i forvejen eller være midlertidige.

Dermed undgår Brisbane at poste milliarder af kroner i OL-værtsskabet i en grad, som det tidligere er set.

Ifølge IOC's egne estimater har Brisbane et omtrent 80 procent mindre budget, end værtsbyerne i 2020, 2024 og 2028 - Tokyo, Paris og Los Angeles.

- Vi vil vise verden, at mellemstore byer og regioner også kan være vært for OL uden finansielle problemer eller missede deadlines, sagde statsoverhovedet i den australske region Queensland, hvor Brisbane ligger, Annastacia Palaszczuk til IOC-medlemmerne ifølge AP.

Brisbane tilslutter sig Paris og Los Angeles som kommende værter for sommer-OL. Efter legene i Tokyo, der officielt begynder fredag, afholdes sommer-OL i Paris i 2024 og i Los Angeles i 2028, inden det er Brisbanes tur i 2032.