Bronze til Guldfireren

Det blev til en bronzemedalje til den danske guldfirer. Danskerne blev slået på stregen.

Kasper Winther, Morten Jørgensen, Jacob Baarsø og Eskild Ebbesen vinder bronze i letvægtsfireren. (Foto: Sergio Moraes © Scanpix)

Det blev desværre ikke til guld denne gang for Guldfireren, der måtte nøjes med bronze.

Letvægtsfirereren kom ellers godt fra start i torsdagens finale og kunne runde 500 meter- mærket i front af løbet med de australske verdensmestre lige i hælene.

Eskild Ebbesen, Jacob Barsøe, Kasper Winther Jørgensen og Morten Jørgensen var stadig forrest efter de første 1000 meter, men australierne kom tættere og tættere på, og alt så ud til, at gulddysten var mellem de to mandskaber.

Guldfireren styrede mod guldmedaljerne og rundede også 1500 mærket i front. Australierne lå fortsat næsten side om side med danskerne, mens briterne også kom helt frem i dysten.

De sidste 500 meter var nervepirrende. Pludselig meldte Sydafrika sig også ind i kampen. De fire sydafrikanere havde sat ind i en fantastisk slutspurt.

Det endte også med at sydafrikanerne tog guldet, mens briterne fik sølvet og danskerne måtte altså nøjes med en bronze.  

Danmark har været en magtfaktor i letvægtsfireren, siden disciplinen i 1996 i Atlanta for første gang var på OL-programmet. Ved den lejlighed vandt danskerne guld.

Fire år senere blev det til bronze i Sydney, men guldet blev genvundet ved OL i Athen i 2004. Også i Beijing i 2008 blev det til dansk guld, og fra dengang er Morten Jørgensen og Eskild Ebbesen gengangere.

40-årige Eskild Ebbesen har været med hele vejen fra guldet i Atlanta, men veteranen har dog meldt ud, at dette OL bliver hans absolut sidste. De øvrige tre roere planlægger at fortsætte i båden.

A-finale:

1. Sydafrika (James Thompson/Matthew Brittain/John Smith/Sizwe Ndlovu), 6.02,84 minutter,

2. Storbritannien (Peter Chambers/Rob Williams/Richard Chambers/Chris Bartley), 6.03,09, 

3. Danmark (Eskild Ebbesen/Jacob Barsøe/Morten Jørgensen/Kasper Jørgensen), 6.03,16, 

4. Australien, 6.04,05,  5. Schweiz, 6.09,30,  6. Holland, 6.11,39.

 

 

Facebook
Twitter