Capinordic trækker sig fra Parkens arena

Parken har mistet navnesponsoren til arenaen på Østerbro i København. Arenaen skulle have været indviet, men projektet er endnu ikke påbegyndt.

Capinordic vil ikke længere lege med Flemming Østergaard. Firmaet har trukket sig fra samarbejdet om en multiarena på Østerbro. (Foto: Bax Lindhardt © Scanpix)

Capinordic har valgt at trække sig som navnesponsor for det arena-projekt, som Parken Sport & Entertainment gennem flere år har planlagt på Østerbro i København.

- Capinordic har dags dato besluttet at afslutte sponsorsamarbejdet med Parken Sport & Entertainment om deres nye arena, som var planlagt til at blive indviet senest den 1. januar 2010, oplyser finanskoncernen i en pressemeddelelse.

Samtidig ønsker Capinordic, at Parken tilbagebetaler et forudbetalt beløb på 1,25 millioner kroner.

Oprindelig skulle arenaen have stået færdig i 2009, men Parken har flere gange valgt at udskyde arbejdet, da man har ønsket at vurdere konsekvenserne af et andet planlagt arena-projekt i Ørestad i København.

Facebook
Twitter