Carlsens danske træner før VM-brag: 'Et af de mest spændende i skak-historien '

Danske Peter Heine Nielsen er med til at levere det skyts, som det norske skakgeni Magnus Carlsen skal fyre af i forsvaret af sin VM-titel.

Magnus Carlsen kommer på alvorligt arbejde, når han skal forsvare sin VM-titel mod amerikanske Fabiano Caruana. (Foto: KENA BETANCUR © Scanpix)

Det norske skakfænomen, Magnus Carlsen, kan i løbet af november blive stødt af den trone, han har siddet på siden 2013, hvor han besejrede indiske Viswanathan Adnan og overtog titlen som verdensmester i skak.

27-årige Magnus Carlsen betragtes som et de største skaktalenter nogensinde, men den amerikanske udfordrer, Fabiano Caruana, har været særdeles stærkt spillende i 2018, og det forventes, at VM-kampen i London kan blive en endog meget tæt affære.

Den danske stormester Peter Heine Nielsen har været en del af teamet omkring Magnus Carlsen siden 2013. Den tidligere danmarksmester er med til at forberede Carlsen på mødet med den fremadstormende Caruana, der kan blive den første amerikanske verdensmester, siden Bobby Fischer i 1972 triumferede i Reykjavik mod russiske Boris Spassky.

- Som man også ser det i boksning, så kommer der nogle gange bare en drømmematch om en VM-titel. De to bedste i direkte konfrontation. Det er det, alle vil se. Der er så meget på spil. Det kan gå i alle retninger, siger Peter Heine Nielsen, der beskriver de to spillere som forskellige typer, hvor Caruana er den kalkulerende, der regner sig frem til løsningerne, mens Magnus Carlsen nyder godt af en exceptionel god intuition.

Magnus Carlsen i en 13-årig udgave i et møde i 2004 med danske Peter Heine Nielsen, der nu er nordmandens træner. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Der er dog visse ligheder, der lover godt for underholdningen.

- De er begge to aggressive af natur. I de tidligere VM-matcher har modstanderne måske været lidt skræmte over mødet med Magnus og har grundlæggende haft en meget defensiv tilgang. Det ligger ikke til Caruana. Han vil forsøge at vise, at han er den bedste i verden, og at han ikke er bange for Magnus, siger Peter Heine Nielsen.

- Carlsen har jo været anset som den bedste i verden i de sidste 7½ år. Ranglisterne har vist det samme. I en lang periode har han været den suverænt bedste, hvor der måske har været en gruppe af ti udfordrere, men de var meget, meget langt fra Carlsens niveau. Nu har Caruana rykket sig væk fra den udfordrergruppe til i praksis at have indhentet Carlsen, siger Peter Heine Nielsen.

For få uger siden var Fabiano Caruana ved at gå forbi Magnus Carlsen på verdensranglisten, da nordmanden var tæt på at tabe til en kineser.

Vinderen af VM-matchen kan derfor ikke bare kalde sig verdensmester, men vil også være nummer et på verdensranglisten.

- At være verdensmester og samtidigt nummer et på verdensranglisten er naturligvis ekstra prestigefyldt. Det er lige, som det skal være. To spillere fra hver deres verdensdel, og to spillere som er de to bedste i verden. Det er perfekt, siger Peter Heine Nielsen, der selv regner verdensmestertitlen som det største.

- Det er jo som at studere kongerækken. Der er en verdensmester, og så kommer der måske en og vipper ham af tronen. Det er den helt store klassiske ting i skak, der går meget langt tilbage i historien.

Genialt hårdt arbejde

Magnus Carlsen beskrives med ofte som et skakgeni, men når hans træner Peter Heine Nielsen roser den 27-årige nordmands unikke intuition ved et skakbræt, så er det ham dog også påliggende at understrege, at det langt fra er noget, Carlsen er kommet sovende til.

- Intuition er jo ikke bare noget, man får tilfældigt. Det er jo baseret på, at man har set en frygtelig masse partier og tænkt en masse situationer igennem. Folk med god intuition har jo typisk en masse erfaring at trække på. Carlsens unikke intuition bygger på, at han har spillet skak, siden han var helt lille og har spillet og diskuteret en masse skak med de bedste i verden, siger Peter Heine Nielsen.

Det er derfor på ingen måde en Magnus Carlsen, der forlader sig på egen genialitet og pludselige guddommelige indskydelser, der sætter sig overfor Fabiano Caruana i London.

- Vi bruger en masse energi på at studere, at når vi gør sådan, så plejer han at gøre sådan. Der skal vi jo gerne finde frem til et overraskende træk. Der er et større hold af sekundanter, der hjælper til med at finde de rette løsninger. Når VM-titlen er på spil, så bliver det sådan et våbenkapløb, hvor begge parter opruster for at forberede sig bedst muligt, siger Peter Heine Nielsen.

- Der er et hold af sekundanter, der er en kok, en læge og folk til at håndtere praktiske ting, så der er en seriøs delegation omkring ham under sådan en VM-match.

Skulle Magnus Carlsen miste sin VM-titel og dermed også sin plads som nummer et på verdensranglisten, så vil det være en form for identitetstab for nordmanden. Magnus Carlsen har været nummer et på verdensranglisten siden 2011 og vandt sit første verdensmesterskab i 2013, som han har forsvaret to gange siden.

Det har ført til spekulationer om, at Magnus Carlsen måske vil stoppe eller alternativt tage en pause fra skak, hvis Fabiano Caruana trækker sig sejrrigt ud af duellen i London.

- Det er på sin vis identiten, der står på spil. Hvis tingene ikke går, som man håber på, så skal man selvfølgelig forholde sig til det. Men han elsker at spille skak, han elsker at konkurrere, så jeg ville blive meget overrasket, hvis han pludselig skulle stoppe, siger Peter Heine Nielsen og pointerer, at den slags tanker slet ikke har plads i forberedelsen til så stor en match.

- Der er en af de mest spændende VM-matcher i skakhistorien forude. Fokus er på nutiden, vi har forberedt os godt, vi har tænkt over forskellige strategier, så hvad der sker bagefter, det er ikke så vigtigt. Man har simpelthen ikke nogen horisont bagefter. Man tænker heller ikke, at har man nogle strategiske greb, skal man så gemme på dem til senere? Nej, man bruger alt det man har her og nu for at vinde, Peter Heine Larsen.

Magnus Carlsens triumfer har løftet skak helt enormt i Norge, hvor VM-matchen mod Caruana naturligvis vil blive tv-transmitteret, og mens skakfeberen raser i det norske, så kunne man jo håbe, at et dansk skakgeni er på vej frem og engang i fremtiden kunne gøre Carlsen kunsten efter.

Peter Heine Nielsen er meget optimistisk i forhold til dansk skaks fremtid, men en dansk udgave af Magnus Carlsen ville være et mirakel.

- I en årrække havde Danmark jo Bent Larsen, der lidt var en frontløber for Magnus Carlsen, selvom Larsen ikke nåede hele vejen. Han var dog helt oppe i verdenseliten. Vi har haft to danskere, der er blevet juniorverdensmestre for nylig, men statistisk har vi allerede været heldige med Bent Larsen. At vi i vores livstid skal opleve at have mere end en nordisk verdensmester, det ville være relativt ekstremt, siger Peter Heine Nielsen.

- Det er nok lidt som med EM-triumfen i 1992 i fodbold. Vi håber, det sker igen, men ser på vi sandsynligheden – og det er vi skakspillere nok så kedelige at vi gør – så sker det nok ikke.

Magnus Carlsen og Fabiano Caruana spiller første VM-parti fredag d. 8 november.

Facebook
Twitter