285 opslidende VM-kilometer på Postmand Pers snørklede veje kan være Fuglsangs fordel

Det bliver koldt, vådt og hårdt, når den danske VM-kaptajn søndag skal forsøge at hente metal i Yorkshire.

Efter et skuffende Tour de France vandt Jakob Fuglsang tidligere på måneden 16. etape af Vueltaen. Søndag jagter danskeren en medalje ved VM i Storbritannien. (Foto: ANDER GILLENEA © Scanpix)

Opdateret: På grund af dårlige vejrforhold skal rytterne tilbagelægge 261 kilometer og ikke 280 kilometer som først planlagt.

Det oplyser Den Internationale Cykelunion (UCI) søndag morgen.

Der er ikke en lille kat, der hedder Emil.

Resten, de 285 kolde kilometer VM-rute, er imidlertid en tur direkte ind i den britiske stop-motion-tegneserie om postbuddet i den blå uniform med den lille røde bil.

Yorkshire, Postmand Pers hjemstavn, lægger nemlig asfalt til verdensmesterskabet i cykling.

Søndagens rute bliver dog næppe så idyllisk, som når Per med katten på forsædet suser rundt med 'pakker og breve i store stakker', medgiver Jakob Fuglsang, kaptajn på det danske VM-hold.

- Der er mange udfordringer. For det første alle kilometerne selvfølgelig, og så er der nogle små bakker og otte omgange til sidst, vi skal køre, som er forholdsvis snørklede. Og på våde veje, som det ser ud til at blive, bliver det et svært løb, siger Jakob Fuglsang.

Vådt og koldt. Dejlig britisk, kunne man fristes til at sige. Det er altså på med den langærmede med høj hals.

- Det bliver vigtigt at holde varmen, når vi kommer til at sidde derude i syv timer, siger Fuglsang.

- Og så er der selvfølgelig de her små, engelske Postmand Per-veje. Hvis man sidder langt nede i feltet, kommer det til at koste mange kræfter, fordi feltet ikke kommer til at sidde som en stor klump, der kan køre hurtigt igennem landskabet.

- Det bliver med sneglefart - og på våde veje gør det det bare endnu sværere, siger han.

Lang rute passer Fuglsang godt

Vi er vant til at se Fuglsang boltre sig på de store stigninger. Dem må danskeren og resten af VM-feltet, sammen med Pers røde postbil, spejde langt efter i Yorkshire.

Til gengæld er ruten lang, og netop dét - langt og opslidende - er to ting, Fuglsang skal lukrere på, hvis der skal danske medaljer med hjem fra Storbritannien, lyder det.

- Længden er umiddelbart det, der passer bedst til mig, og så er der trods alt lidt højde og stigning på inde på omgangene til sidst. Og så at det (omgangene, red.) kommer igen og igen og igen. Det håber jeg på kan være til min fordel. Men vi har et stærkt hold, så jeg er ikke eneste mand, der skal forsøge at lave et resultat.

Michael Valgren er den anden danske kaptajn ved VM i landevejscykling. (Foto: CHRISTIAN HARTMANN © Scanpix)

Han tror dog på, danske Fuglsang, at chancerne for en medalje er gode.

- Det er klart, at jeg ikke kan komme hjem til mål med Alejandro Valverde, Philippe Gilbert og Greg Van Avermaet i en spurt. Så det gælder måske for mig og Michael Valgren, vores anden kaptajn, om, at vi skal forsøge at komme afsted lidt udefra. Kan det lykkes, synes jeg, at chancerne er gode, siger Fuglsang.

Postmand Per er en meget hjælpsom mand. Dog ikke i morgen.

Heldigvis har danskeren Mørkøv, Asgreen, Cort og kompagni at søge ly bag på Yorkshires snørklede, regnvåde VM-veje.