Ærgerlig borgmester vil sikre fair cykelløb

Efter det er kommet frem, at flere cykelhold blev tilbudt penge for at trykke mindre hårdt i pedalerne til et gadeløb i Aalborg, vil kommunen fremover have garanti for fair konkurrence ved sportsarrangementer. Samtidig afventer hovedsponsoren til løbet, hvad de kommende dage viser.

Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen ærgrer sig over forsøget på aftalt spil i et lokalt cykelløb. (Foto: DR © Karin Mette Petersen)

Hvis Aalborg Kommune fremover skal støtte større sportsarrangementer i kommunen, så kræver det en garanti for en fair konkurrence.

Meldingen kommer fra den socialdemokratiske borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, efter tirsdagens cykelløb i Aalborg, hvor det efterfølgende er kommet frem, at arrangøren har tilbudt penge til flere ryttere, hvis de lod den spanske stjerne, Alberto Contador, få en god placering i løbet.

- Jeg synes, at det er rigtig ærgerligt, at man har forsøgt det, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Vil i fremtiden sikre sig fair konkurrence

Aalborg Kommune bidrog med 25.000 kroner til tirsdagens løb, men fremover vil kommunen ikke uden videre åbne for pengekassen til sportsarrangementer.

- Vi skal ind at sikre os, at det kører på en fair og ordentlig måde i forhold til konkurrencen. Folk kommer for at se et ordentligt cykelløb, så skal der ikke være nogen, som har vundet på forhånd, siger borgmesteren.

Arrangører af sportsbegivenheder kan derfor fremover forvente, at Aalborg Kommune stiller spørgsmål om, hvad der gøres for at konkurrencen gennemføres på fair vis.

Arrangøren bag gadeløbet i Aalborg forsvarer sit tilbud til rytterne med, at der blot var tale om et show. Det argument køber Thomas Kastrup-Larsen dog ikke.

- Det synes jeg er for letkøbt. Folk kommer for at se et cykelløb, og at cykelrytterne kæmper mod hinanden om sejren. De kommer ikke for at se et show, siger han.

Ked af efterspillet

Hovedsponsoreren bag cykelløbet, Bo Lynge fra Aalborg Mægleren, er ked af det efterspil, løbet har fået.

- Jeg er både overrasket og forundret over den udvikling, der har været oven på en fantastisk dag i går. Det er åbenlyst med al den dårlige kritik, som der kommer nu, så kunne man godt have ønsket sig et andet efterspil, siger han.

Bo Lynge gør opmærksom på, at han ikke har været med til planlægningen af selve løbet og kontakten til holdene og rytterne. Han vil nu kontakte løbsarrangøren.

- Jeg ser frem til at få afdækket, hvordan man plejer at afvikle disse løb. Er denne fremgangsmåde normal kutyme eller er der noget galt? Hvis der er noget galt, så er jeg selvfølgelig skuffet over at lægge navn til, siger han.

Hvis Bo Lynge i fremtiden skal lægge navn til lignende begivenheder, så skal der ikke kunne sættes spørgsmålstegn ved arrangementet.

- Jeg kan med 120 procents sikkerhed sige, at vi ikke vil sættes i forbindelse med noget, som ikke tåler dagens lys, siger han.

Bo Lynge vil nu afvente, og se hvad der sker de næste par dage, for at få endeligt afklaret om fremgangsmåden har været ok eller der er gjort noget galt.