Afgørelsens time nærmer sig: Her er de danske ryttere, som er stensikre eller på vippen til Tour de France

Bliver årets Tour de France med rekordmange danskere? DR Sportens cykelekspert kommer med sit bud på her.

(Foto: MARCO BERTORELLO © Ritzau Scanpix)

11 dage. Længere tid er der ikke til, at verdens bedste cykelryttere ruller ud på første etape af årets Tour de France. Verdens største cykelløb begynder 1. juli i København, hvorefter rytterne de efterfølgende to dage cykler gennem det danske landskab.

Men hvilke danske ryttere kan de danske cykelfans se frem til at få et glimt af langs de danske landeveje?

Svaret kommer i de kommende dage, hvor verdens største cykelhold vil sætte navne på, hvem der skal køre med i årets udgave af Tour de France.

De danske ryttere skrev i sidste års Tour de France historie, da hele 11 blev udtaget til løbet. Flere danskere end nogensinde før. Spørgsmålet er nu, om 11 kan blive til 12, når der skal sættes navne på rytterne i årets felt.

DR Sportens cykelekspert Brian Nygaard kommer herunder med sine bud på, hvilke danskere, som er sikre kort, og hvilke ryttere, som er på vippen til at komme med i årets Tour de France:

Danskerne, som er stensikre

Jonas Vingegaard udfordrede sidste år Tadej Pogacar (i gult) i de franske bjerge. Vingegaard endte dog som nummer to på podiet i Paris, hovr Pogacar stod øverst. (Foto: Stephane Mahe © Ritzau Scanpix)

Brian Nygaard nævner seks navne, som han anser for at være sikre danske kort til årets Tour de France. Og det, som gør den gruppe særlig interessant, er, at de udmærker sig ved at have vidt forskellige styrker, samt at de har meget forskellige roller på deres respektive hold.

- Det er dét, som gør det så interessant for dansk cykelsport. Vi kan forvente, at vi har en dansk rytter, som kan komme til at spille en rolle på stort set samtlige etaper i løbet. Vi har Vingegaard, som kan køre med i toppen af klassementet, Mørkøv, som skal hjælpe sin sprinter til etapesejre og en række ryttere, som kan køre med om etapesejre, når ruten bliver mere kuperet, siger Nygaard.

Og den danske Tour-start kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt. For den store alsidighed blandt de danske topryttere vidner om, at dansk cykelsport lige nu står virkelig stærk.

- Vi er midt i en guldalder for danske cykelryttere. De kører på nogle af de største hold, og når man bliver udtaget til Touren, har man bare et virkelig højt niveau. Det siger meget om dansk cykelsport, at vi har så mange ryttere med på så væsentlige pladser.

Danskerne, som er på vippen

Kasper Asgreen (tv) styrtede i sidste uge og er derfor tvivlsom til Tour-udtagelsen. (Foto: Tim de Waele © Ritzau Scanpix)

Et af de helt store spørgsmål, når snakken falder på, hvilke danske ryttere som skal med til Touren, er Kasper Asgreen. Den 27-årige dansker fra Quick-Step Alpha Vinyl styrtede i sidste uge under Schweiz Rundt, og derfor er han tvivlsom til Tour de France. Men hvis han kommer sig over sit styrt, er Brian Nygaard overbevist om, at han bliver udtaget.

- Hvis Asgreen er bare nogenlunde fit, så tager Quick-Step ham med. Det betyder helt sikkert noget for Asgreen, at Touren begynder i Danmark, men om de så var startet på Madagaskar, så findes der ikke noget hold i verden, som ikke ville have ham med.

Kategorien af ryttere, som er på vippen, kan deles op i to grupper. For på det seneste har corona gjort sit indtog i cykelsporten, og det har sendt flere ryttere ud med positive test. Derfor er nogle ryttere på vippen, fordi de har corona og måske ikke kan nå at blive klar.

Det gælder blandt andet Søren Kragh Andersen og Casper Pedersen, men hvor førstnævnte nok skal blive en del af Tour de France, hvis han når at blive rask, er det mere tvivlsomt med Casper Pedersen

- Søren Kragh er selvskrevet til Touren, hvis han kommer på toppen igen, men det er mere tvivlsomt med Casper Pedersen. Men den indsats han har leveret i de tidligere år, hvor han har været med i Tour de France, har dog været virkelig god, så han kunne godt få genvalg i år.

Danskerne, som vi ved, vi må undvære

Årets Tour de France bliver uden danske Michael Valgren. (Foto: Stephane Mahe © Ritzau Scanpix)

Michael Valgren og Mads Würtz Schmidt bliver ikke en del af Tour de France i år.

Michael Valgren styrtede søndag i det franske etapeløb Route d’Occitanie, og danskerens hold EF Education har meldt ham ude af dette års Tour de France.

Mads Würtz Schmidt meddelte mandag, at han ikke føler sig i god nok form, efter han i maj blev ramt af corona. Derfor har han bedt sit israelske hold om ikke at udtage ham.

Tour de France begynder 1. juli i København. Dagen efter køres anden etape fra Roskilde til Nyborg, inden løbets sidste etape i Danmark køres 3. juni fra Vejle til Sønderborg. Tour de France slutter 24. juli i Paris