Alex Rasmussen kører mod karrierestop

32-årige Alex Rasmussen stopper karrieren efter seksdagesløbet i Ballerup, skriver Politiken.

Alex Rasmussen har snart kørt sin sidste omgang. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Den firedobbelte verdensmester i cykling Alex Rasmussen stopper karrieren i slutningen af januar.

Den 32-årige dansker kører med seksdagesløbet i Ballerup sit sidste løb, siger han ifølge Politiken fredag.

Alex Rasmussen har høstet sine store triumfer på cykelbanen.

I 2005 og 2010 vandt han VM i scratch.

I 2009 var han med, da Danmark vandt VM-guld i 4000 meter holdforfølgelse på bane. Ved samme VM vandt han guld i parløb sammen med Michael Mørkøv.

Alex Rasmussen blev både i 2008 og 2009 sammen med resten af 4000 meter holdforfølgelses-holdet kåret til Årets Cykelrytter.

/ritzau/

Facebook
Twitter