Armstrong hænges ud i ny Hamilton-bog

Tyler Hamilton fortæller igen, hvordan han og Lance Armstrong dopede sig i ny bog.

Lance Armstrong hænges ud i en ny bog af Tyler Hamilton. (Foto: Mike Hutchings © Scanpix)

Tyler Hamilton løfter i en ny bog sløret for, hvordan han og Lance Armstrong sammen snød med brug af doping.

I bogen, der udkommer den 5. september fortæller den tidligere Bjarne Riis-rytter, hvordan de bloddopede sig under Tour de France i 1999, hvor Lance Armstrong vandt en af sine syv sejre. Armstrong blev for nylig frataget alle sine sejre og udelukket på livstid af det amerikanske anti-dopingagentur.

Tyler Hamilton blev så sent som i denne måned frataget sin OL-guldmedalje fra Athen i 2004, hvor han vandt enkeltstarten.

Hamilton fortæller i bogen om sin kamp med depression samt om et kompliceret forhold til Lance Armstrong, som han kørte med på US Postal. Han gentager blandt andet de beskyldninger, han kom med i tv-programmet "60 minutes" i 2011.

- Armstrong tog det, vi alle tog...epo...testosterone...og blodtranfusioner.

- Jeg så epo i hans køleskab og så ham tage det mere end en gang, som vi alle gjorde det, og jeg selv gjorde mange mange gange, lød det dengang fra Hamilton.

Facebook
Twitter