Balladen i toppen af dansk cykling fortsætter: Bestyrelsen er klar til at trække stikket

Bestyrelsen i Danmarks Cykle Union opfordrer repræsentantskabet til afholdelse af ekstraordinær kongres, da en samlet bestyrelse ikke længere kan samarbejde med bestyrelsesmedlem Bo Belhage.

DCU-formand Henrik Jess Jensen og resten af bestyrelsen står bag skrivelsen til DCU's repræsentantskab. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

2020 var et dramatisk år for dansk Danmarks Cykle Union, DCU, og det ser ikke umiddelbart ud til, at der er faldet ro på i 2021.

En samlet bestyrelse, bortset fra en enkelt, har i en skrivelse sendt til DCU's repræsentantskab nemlig opfordret til afholdelse af ekstraordinær kongres, fordi bestyrelsen ikke ser sig i stand til at fortsætte samarbejdet med bestyrelsesmedlem Bo Belhage, som det lyder i skrivelsen.

Skrivelsen kommer efter en række uoverensstemmelser mellem Bo Belhage og resten af bestyrelsen, samt de udfordringer der har været i cykelunionens top det seneste år.

Det startede i foråret med det noget specielle og forvirrende brud mellem Danmark Rundt-løbsdirektøren gennem 23 år, Jesper Worre og DCU. Bestyrelsen i DCU måtte læse om bruddet i Ekstra Bladet, Worre bekræftede selv bruddet i Jyllands-Posten, og så for at gøre forvirringen total udtalte DCU-direktør, Martin Elleberg Petersen, at der fortsat var dialog mellem parterne.

Formand i DCU Henrik Jess Jensen gav flere gange til bestyrelsen udtryk for, at der stadig lå en aftale mellem Worre og DCU, selvom mails, som bestyrelsen kom i besiddelse af efterfølgende viste, at Jess Jensen bekræftede bruddet med Worre.

Bruddet fyldte meget og kritikken buldrede afsted op til DCU's årlige kongres den 21. juni sidste år, hvor spørgsmålstegnene omkring formand Jess Jensens position i DCU var store. Han har dog siddet på formandsposten lige siden, men beskyldningerne imod ham fortsatte.

Beskyldningerne blev der i november sidste år lagt foreløbigt låg på, da den uafhængige etiske komité under Danmarks Idrætsforbund, DIF, rejste tre kritikpunkter af Henrik Jess Jensens ledelse.

Kritik, som Jess Jensen tog til sig:

- Jeg er glad for, at der er kommet en præcis og grundig vurdering fra DIF’s Etiske Komité – og jeg tager naturligvis afgørelsen og kritikken af min personlige ageren til efterretning.

Stormen var reddet af igen. Indtil nu i hvert fald.

Bestyrelsen er klar til at trække sig

For fredag aften sendte en samlet bestyrelse - bortset fra bestyrelsesmedlem Bo Belhage - en skrivelse om en opfordring til afholdelse af ekstraordinær kongres til repræsentantskabet i DCU, der bedst betegnes som den lovgivende forsamling i cykelunionen.

I brevet, som DR Sporten, er i besiddelse af, skriver bestyrelsen følgende som begrundelse for afholdelsen af den ekstraordinære kongres:

- Vi, som en samlet bestyrelse, kan ikke længere arbejde sammen med bestyrelsesmedlem Bo Belhage idet, han trods aftaler om det modsatte, ikke overholder de aftaler der laves i bestyrelsen, og siden november igen har iværksat angreb mod sine bestyrelseskollegaer og mod DCU’s administrative ledelse.

Angrebene dækker ifølge bestyrelsen over 'gentagne brud på bestyrelsens governance (god opførsel, red.), læk af oplysninger, hemmelige lydoptagelser fra bestyrelseslokalet og injurierende beskyldninger mod enkeltpersoner.'

DR Sporten har fredag aften talt med Bo Belhage, der ikke er enig i, hvad bestyrelsen beskriver i skrivelsen.

- Den her skrivelse er det ultimative forsøg på at knække ytringsfrihed, gennemsigtighed og demokrati i Danmarks Cykle Union. Når man ikke kan klare sig med almindelige argumenter længere, så er man nødt til at gå til eksklusion af medlemmer, som vel er det, der egentlig tilsigtes, siger han.

Bo Belhage er bestyrelsesmedlem i DCU. (Foto: Ernst van norde © Ritzau Scanpix)

Jens Panum Have, der er talsmand for bestyrelsen i DCU, fortæller til DR Sporten, at beskyldningerne og anklagerne fra Bo Belhage er kommet for vidt, og at man derfor nu er nødt til at få det til at stoppe:

- Vi er kommet dertil nu, hvor vi siger, at nu bliver det nødt til at stoppe.

- Det, vi sådan set bare gør, er, at vi bruger vores demokratiske mulighed her i DCU, som er at bede vores repræsentantskab, den demokratiske myndighed, om at tage stilling til, om de mener, at den bestyrelse, der sidder der i øjeblikket, er i stand til - med eller uden Bo - at varetage de opgaver, som skal løses, siger Jens Panum Have.

Hvis Bo ikke er klar til at trække sig fra bestyrelsen, er I så?

- Nu må vi se, hvad repræsentantskabet gør, men hvis Bo bliver i bestyrelsen, så er vi.

I skrivelsen til repræsentantskabet forklarer bestyrelsen, at 'det nu er kommet så langt, at den resterende del af bestyrelsen ikke ser sig selv i stand til at fortsætte samarbejdet med Bo Belhage.'

Derfor har bestyrelsen bedt repræsentantskabet om at vise, om der er tillid til den siddende bestyrelse og give mandat til at fortsætte arbejdet for dansk cykelsport.

Det lader dog ikke til, at Bo Belhage kommer til at trække sig fra bestyrelsen efter fredagens skrivelse:

- Om bestyrelsen trækker sig, må være en test ved repræsentantskabet. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at trække mig, siger han.

Belhage godkendte ikke regnskabet

DR Sportens cykelkommentator Henrik Liniger har fulgt det hektiske år i DCU og mener, at det er en dramatisk udvikling, at bestyrelsen er klar til at bryde med DCU.

- Det er da klart dramatisk, at bestyrelsen truer med at tage deres gode tøj og gå. Der har måske været et indtryk af, at der var ved at komme ro på tingene i DCU, men det viser sig i denne her udvikling, at det er der så åbenbart overhovedet ikke på bestyrelsesplan.

- Det er et fuldstændig åbent opgør mellem flertallet i bestyrelsen og så en enkelt person, som har nogle helt andre og forskellige holdninger end de to parter, siger Henrik Liniger om situationen.

Det, der har fået bestyrelsen til at reagere nu, er, at Bo Belhage nægtede at underskrive årsregnskabet i DCU, fordi han ikke måtte se en række bilag. I skrivelsen står der, at Belhage i forbindelse med, at han ikke ville skrive under, rejste beskyldninger om besvigelse, samt beskyldninger om skjulte bilag.

- Jeg synes, det er uhørt, at det er nødvendigt, at jeg som bestyrelsesmedlem ikke kan få indsigt i regnskabet, før jeg går til så drastiske metoder som at nægte at underskrive årsregnskabet, siger Bo Belhage.

Talsmand for bestyrelsen, Jens Panum Have, mener, at beskyldningerne lægger sig op ad chikane.

- Det seneste han er kommet med, er beskyldninger om svig, som vores revisorer har afvist. Der må vi sige, at nu bliver det nødt til at stoppe det her. Nu er det ikke en politisk ting mere, nu begynder det at ligne noget systematisk chikane, siger han og fortæller, at Belhage ikke kunne få lov til at se samtlige bilag, som han bad om, fordi der var forskellige fortrolige oplysninger i blandt.

Beskyldningerne om svig er Belhage ikke enig i:

- Jeg har på intet tidspunkt sagt, at der var en besvigelse, men at en nægtelse af en indsigt kunne give mistanke derom. Mine medbestyrelsesmedlemmer forstår ikke princippet om, at hemmeligholdelse altid er mistænkeligt, siger han.

DR Sportens cykelkommentator Henrik Liniger har svært ved at spå om, hvordan repræsentantskabet tager stilling til sagen taget det seneste år i betragtning.

- Det er jo først og fremmest en ærgerlig sag for dem, der dyrker cykelsport at se, at dem der styrer deres forbund kan ryge sådan i totterne på hinanden.

- Hvordan det ender er svært at spå om, men vi må konstatere, at man nok er nået til et eller andet point of no return, hvor bestyrelsen ikke kan fortsætte med de nuværende medlemmer.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk