Balladen om fredagens korte, lange etape i Giro d’Italia: Løbsdirektør vil have nogen til at bøde for forkortelsen

Fredagens etape i det italienske cykelløb blev forkortet med mere end 100 kilometer efter protester fra rytterne.

Giro d'Italias førende rytter, Wilco Kelderman, er stoppet op og hoppet af cyklen undervejs på fredagens forkortede etape. (Foto: LUCA ZENNARO © Scanpix)

Efter to voldsomme dage i det nordlige Italien med flere store bjerge havde rytterne i Giro-feltet fået nok, da fredagens menu lød på 258 kilometer.

258 flade kilometer, jovist, men ikke desto mindre gjorde dårligt vejr og ømme ben, at så lang en etape i løbets tredje uge ikke ligefrem fik rytterne til at slikke sig om munden.

Rytterne gemmer sig for regnen, mens Adam Hansen (Lotto-Soudal) agerer talsperson for feltet i forsøget på at få etapen forkortet. (Foto: LUCA ZENNARO © Scanpix)

Derfor endte det med, at feltet i deres respektive holdbusser blev fragtet 134 kilometer frem på etapen, så etapens længde blev 124 kilometer frem for de planlagte 258. Men den beslutning er Giro d’Italia-løbsdirektøren, Mauro Vegni, bestemt ikke tilfreds med.

- Det er en uacceptabel beslutning; en vi var nødt til at træffe. Lige nu tænker vi på at komme til Milano, men derefter må nogen bøde for dette.

- Der er beklagelse for det dårlige indtryk, vi har efterladt som sport i dag, og dagens dårlige figur overskygger alt det gode arbejde, vi har gjort indtil nu for at få giroen til sin slutning i Milano, sagde Mauro Vegni til italienske RAI ifølge cyclingnews.com.

Sundhed er førsteprioritet

Rytternes sammenslutning, CPA, takkede efterfølgende Giro-arrangøren for at lytte til rytterne og afkorte etapen, samtidig med at de fastslog, at sundhed er vigtigst.

- Sundhed er førsteprioriteten. Især i denne covid-periode. At reducere dagens (fredagens, red.) etape mindsker ikke showet, men tillader at rytternes immunforsvar ikke udsættes for større risiko, skrev CPA på Twitter.

Anmodningen om at forkorte etapen blev først præsenteret kort før startskuddet ifølge Vegni, og han er forundret over anmodningen.

- Rytterne kendte distancen, og de vidste, at giroen foregik i oktober. I en giro i oktober kan du få en våd dag, men det var 13 grader ved starten. Jeg synes ikke, det virkede som dramatiske vejrforhold, så der er ingen undskyldninger, sagde løbsdirektøren.

Han henviser til den internationale cykelunion, UCI, der har en protokol for ekstreme vejrforhold, hvor etaper kan forkortes eller aflyses, som han dog ikke mener var aktuel i situationen.

En kollektiv beslutning

Heller ikke den danske stjernerytter Jakob Fuglsang var synderligt imponeret over måden, hvorpå etapen blev afkortet. Det skriver han i sin klumme i B.T. fredag aften, hvor han kalder det 'næsten den værst tænkelige beslutning'.

- Beslutningen (om at forkorte etapen, red.) blev taget 10 minutter, før vi startede. Vi skrev os ind som normalt, og så var der protester. Folk ville ikke køre.

- Jeg har ikke været inde over beslutningen, og det har Astana heller ikke. Beslutningen skulle have været taget tidligere, så der var mere klarhed, skriver Fuglsang i B.T.

Jakob Fuglsang på Stelvio-passet, hvor han avancerede til sjettepladsen i det samlede klassement. (Foto: Luca Bettini © Scanpix)

Den australske Lotto-Soudal-rytter Adam Hansen var dog ved tasterne på Twitter, hvor han forklarede, at holdene havde afholdt en afstemning, om etapen skulle forkortes, hvilket 12 hold stemte for, to stemte i mod, mens fire hold efterfølgende istemte sig majoritetens beslutning.

Adam Hansen understreger på Twitter dog også, at beslutningen om at forkorte etapen først blev taget ved startlinjen.

- Det var en kollektiv beslutning af alle ryttere, der ikke var ved startlinjen. Enhver rytter, der gerne ville starte etapen kunne, men de valgte alle ikke at gøre det og blev i teltene efter den officielle starttid. Så det var en kollektivt, forenet beslutning, skriver Adam Hansen.

Fredagens forkortede etape blev vundet af tjekken Josef Cerny fra CCC-holdet, da han kørte alene i mål efter at have siddet i udbrud det meste af etapen.

I det samlede klassement skete der ingen forskydelser, hvilket betyder at Jakob Fuglsang holder fast i sjettepladsen. Han er 3 minutter og 59 sekunder efter førende Wilco Kelderman.

Lørdag gælder det en 190 kilometer lang bjergetape, inden løbet afgøres søndag med den afsluttende enkeltstart på knap 16 kilometer i Milano.

Facebook
Twitter