Basso uønsket i Danmark Rundt

Arrangørerne af Post Danmark Rundt vil ikke have Ivan Basso med. Og heller ikke hans hold. Også flere andre hold erklæres uønskede i etapeløbet til sommer.

Ivan Basso er uønsket i Danmark Rundt. (Foto: Guiseppe Cacace © Scanpix)

Når feltet i cykelløbet Post Danmark Rundt næste sommer kører de danske landeveje tynde, bliver det ikke til noget gensyn med forrige års vinder Ivan Basso. Arrangørerne bag det danske etapeløb følger nemlig kollegerne i Tysklands eksempel.

Tyskland Rundt har allerede meldt ud, at hverken Ivan Basso eller Jan Ullrich er velkommen i løbets 2007-udgave, og Post Danmark Rundt tilslutter sig nu 100 procent. Og løbsdirektør Jesper Worre, der også er direktør i Danmark Cykle Union, går et skridt videre. For efter Discoverys ansættelse af Ivan Basso, er hele holdet uønsket i Danmark.

- Basso er ikke velkommen, og vi vil slet ikke have Discovery med, når de kører den linje. Discovery har fået et stort minus ved at tage Basso ind, mens der stadig er mistanke. Bare det, at sportsdirektør Bruyneel udtaler, at de har fire advokater til at se på tingene, viser, at han var i tvivl. Og når man er i tvivl, skal man lade være, siger Jesper Worre.

Løbsdirektøren vil heller ikke vide af Tinkoff-mandskabet, der har ansat Tyler Hamilton og flirter med Jan Ullrich, ligesom han allerede har sagt nej til Team LPR, fordi holdet har ansat spanieren José E. Gutierrez Cataluna. Han sluttede på andenpladsen i årets Giro d'Italia efter Basso og blev senere fyret fra Phonak, efter han som Basso dukkede op i forbindelse med den spanske dopingsag Operacion Puerto.

- De har pænt spurgt, om de måtte komme ind, men de har fået nej. Vi skal ikke have et hold ind, som har en rytter, der efter alt at dømme er blandet ind i dopingsagen med Fuentes, siger Jesper Worre.

I weekenden udelukkede de øvrige hold i cykelsportens superliga Pro Touren Discovery. Holdene er utilfredse med Discoverys ansættelse af Basso, og udelukkelsen af det amerikanske mandskab blev søndag forlænget til 11. januar, hvor sammenslutningen af Pro Tour-mandskaber (ICPT) mødes igen.

Facebook
Twitter