(Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © Ritzau Scanpix)

BILLEDER Mudder, massestyrt og massivt regnvejr gav 'en dag til historiebøgerne' i årets Paris-Roubaix

Cykelrytterne i årets Paris-Roubaix blev mudret godt og grundigt til, da de ramte brostenene.

Den 118. udgave af cykelklassikeren Paris-Roubaix levede i den grad op til sit tilnavn 'en søndag i helvede'.

Regn over det nordlige Frankrig havde mudret brostenstykkerne, paveerne, og rytterne til i en sådan grad, at det nærmest var umuligt at kende rytterne fra hinanden.

Som en af de danske ryttere, Søren Kragh Andersen, opsummerede det, da han var kommet i mål som nummer 24.

- Det var en dag til historiebøgerne, siger en møgbeskidt Søren Kragh Andersen til TV 2.

DR Sportens kommentator Tobias Hansen, der kommenterede Paris-Roubaix i LIGA på P3 er enig med den danske cykelrytter i, at man skal lede længe efter et lignende cykelløb.

- Jeg har efterhånden kommenteret ret mange cykelløb, men det her er med afstand det vildeste cykelløb, jeg nogensinde har kommenteret, fordi der var så mange styrt. En ting er, at rytterne styrter, men undervejs så jeg også tre motorcykler styrte. Det siger noget om, hvor historisk et cykelløb, det var. Det var sindssygt.

Skulle man overhovedet have kørt løbet?

- Ja, det synes jeg. For det er det, arrangørerne vil med det her løb, at det skal blive et sindssygt cykelløb. Men jeg kan godt forstå, hvis rytterne inden løbet var nervøse og også undervejs ude på ruten, men man skal ikke begynde at aflyse sådan et løb, bare fordi der er ekstra meget mudder og vand på brostenene, for det hører med til løbets historie, siger Tobias Hansen.

Kasper Asgreen, en anden af de danske ryttere i løbet, sluttede som nummer 66. Et par punkteringer smed ham ud af kampen om sejren.

- Det var meget fedt at være en del af. Der kommer nok til at være nogle fede billeder at kigge på de næste par dage, siger Kasper Asgreen til TV 2.

Den betragtning har Asgreen utvivlsomt ret i. Dyk ned i billederne herunder:

  • Wout van Aert, en af forhåndsfavoritterne til sejren, illustrerer meget godt, hvor møgbeskidte rytterne blev. (Foto: Belga © DAVID STOCKMAN/Belga)
    1 / 12
  • Kasper Asgreen fører an på et af brostenstykkerne. Danskeren så velkørende ud, inden to punkteringer tvang ham ud af betragtning til sejren. (Foto: Christophe Petit Tesson)
    2 / 12
  • Rytterne styrtede til højre og venstre på de spejlglatte brostenspassager. (Foto: Francois lo Presti © AFP or licensors)
    3 / 12
  • Her er det Matteo Jorgenson fra Movistar-holdet, der er på vej op fra grøften efter et styrt. (Foto: Christophe Petit Tesson)
    4 / 12
  • Også kamera-motorcyklerne havde svært ved at holde balancen. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT)
    5 / 12
  • Det skabte kaos flere gange i løbet. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © AFP or licensors)
    6 / 12
  • Stan Dewulf fra AG2R-holdet så sådan her ud, da han var kommet i mål. (Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT © AFP or licensors)
    7 / 12
  • Florian Vermeersch og Sonny Colbrelli (på billedet) kom ind på opløbsstrækningen på velodromen sammen med Mathieu van der Poel. (Foto: DAVID Stockman © Represented by ZUMA Press)
    8 / 12
  • Sonny Colbrelli fra Bahrain Victorious var hurtigst i spurten, hvor han distancerede Mathieu van der Poel og Florian Vermeersch. (Foto: YVES HERMAN)
    9 / 12
  • Med mudder overalt, selv på tænderne, løftede Colbrelli sin cykel i vejret for at fejre sin triumf. (Foto: Bernard Papon © AFP or licensors)
    10 / 12
  • Efterfølgende smed han sig fuldstændig grædefærdig på jorden og hulkede højlydt af glæde. (Foto: VINCENT KALUT)
    11 / 12
  • Meget passende er trofæet for at vinde Paris-Roubaix en brosten. (Foto: YVES HERMAN)
    12 / 12
FacebookTwitter