Bjarne Riis er færdig som chef for cykelholdet NTT: 'Hans drøm om Tour-start i Danmark kan være væk'

Bjarne Riis stopper som team manager på det sydafrikanske world tour-hold Team NTT

Bjarne Riis stopper som team manager på Team NTT (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Nyheden var stor, og ambitionerne i samme skala, da Bjarne Riis i begyndelsen af året annoncerede sin tilbagekomst i international topcykling.

Som team manager fik han det sportslige ansvar for det sydafrikanske World Tour-hold Team NTT, som drømte om at køre med blandt de bedste hold i verden.

- Vi har mulighederne for at skabe et af verdens bedste cykelhold. Det kræver stor tålmodighed og hårdt arbejde for alle involverede. Det er en opgave, der motiverer mig helt vildt, lød det dengang fra Bjarne Riis.

Men den tidligere danske Tour de France-vinder og cykelholdejer får altså ikke muligheden for at gøre arbejdet færdigt hos Team NTT. Holdet oplyser i en pressemeddelelse, at Riis er færdig i jobbet som team manager.

- Jeg vil gerne takke Bjarne for den erfaring og lederskab, han har bragt ind, og det bidrag han har ydet. Vi ønsker ham alt det bedste i fremtiden, siger holdejer Douglas Ryder.

Med farvellet til Bjarne Riis vinker Team NTT samtidigt farvel til den mulige investering, som Riis, sammen med Lars Seier Christensen og Jan Bech Andersen – siden januar har forhandlet med holdejer Douglas Ryder om.

Ingen overraskelse

Bruddet mellem Bjarne Riis og Team NTT kommer efter længere tids uvished for det sydafrikanske hold. I slutningen af september annoncerede hovedsponsoren, NTT, at de ikke ville forlænge sponsoratet til den kommende sæson, og lægger man det sammen med de uafklarede forhandlinger om ejerskabet, så kommer Riis’ exit ikke bag på cykelekspert og tidligere holddirektør, Brian Nygaard.

- Jeg er ikke overrasket. Man har den seneste tid kunne fornemme, at der var to parter, som var klar til at gå hver sin vej. Det her ejerskabsspørgsmål, som i lang tid har været uafklaret, spiller jo nok en stor rolle. Hvis Riis havde været medejer, så var det nok ikke endt sådan, siger Brian Nygaard.

Bjarne Riis og holdejer, Douglas Ryder, på pressemødet i København onsdag den 8. januar 2020, hvor de annoncerede deres samarbejde. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Ærgerligt, men ikke en katastrofe

Der var ellers lagt op til den helt store danskerfest, når Bjarne Riis i spidsen for et World Tour-hold skulle køre de danske landeveje tynde under Tour de France-starten i Danmark i 2022. Men den drøm hænger nu i en tynd tråd.

- I første omgang er der lange udsigter til et selvstændigt hold under Bjarnes (Riis, red.) ledelse. Nu er deadline overskredet i forhold til at registrere hold til næste sæson, og det kan i det lange løb jo komme til at betyde, at der ikke kommer et hold under Bjarnes ledelse til Tour-starten i Danmark, siger Brian Nygaard, som samtidig påpeger, at det ikke nødvendigvis er en katastrofe, at der ikke findes et danskejet World Tour-hold.

- Der er jo rigtig meget at glæde sig over i dansk cykelsport i den her tid, hvor mange danske ryttere er spredt ud over mange forskellige hold. Jeg har aldrig set den ubetingede nødvendighed i, at vi har et rent dansk World Tour-hold. Mange af vores talenter, har jo haft godt af at komme ud og få erfaringer fra store udenlandske hold, siger Brian Nygaard.

Farvel eller på gensyn?

Bjarne Riis har før været væk fra cykelsporten, senest inden han trådte ind i ledelsen af Team NTT, og hvis Riis skal tilbage i international cykling, bliver det ifølge Brian Nygaard ligeledes i en rolle på lederniveau.

- Jeg har svært ved at forestille mig, Bjarne vil spille andenviolin. Det har han været for mange år på toppen, og skabt for mange store resultater til, at han vil kunne acceptere, siger Brian Nygaard.

Opsigelsen af samarbejdet mellem Team NTT og Bjarne Riis sker ifølge pressemeddelelsen efter gensidig aftale, og Bjarne Riis har da også kun rosende ord for tiden på det sydafrikanske hold.

- At være en del af NTT Pro Cycling i et unikt år har været en stor oplevelse. Jeg har meget respekt for det hold, som ’Doug’ (Doulgas Ryder, red.) har opbygget og vil takke ham for muligheden. Jeg ønsker ham alt det bedste fremover, lyder det fra Bjarne Riis i pressemeddelelsen.

DR Sporten har forsøgt at få en kommentar fra Bjarne Riis, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk