Comeback i en måned: Nu er cykelrytter ude med ny skade

​​​​​​​Marie Vilmann styrtede i onsdagens Ardenner-klassiker Flèche Wallone, og er nu blevet opereret for en brækket albue.

Marie Vilmann kørte som bedste dansker ind på en 12. plads i sidste års udgave af Flèche Wallonne. I år måtte hun udgå efter et voldsomt styrt. (Foto: Cervelo Bigla © Cervelo Bigla)

31 dage. Seks cykelløb.

Så lang tid nåede danske Marie Vilmann at være tilbage i sadlen for Cervélo Bigla-holdet.

Onsdag stillede hun til start ved cykelklassikeren Flèche Wallonne, men efter omtrent 60 kilometer endte løbet for den danske cykelrytter.

Marie Vilmann var på vej ind på en stigning sammen med resten af feltet, da en rytter rammer hendes forhjul. Hun styrter og lander lige ned på albuen.

- Jeg lå bare der på jorden og kunne ikke komme op. Min albue var i en helt forkert vinkel, og den gjorde ondt. Jeg tænkte bare, at det er ikke godt det her, forklarer Marie Vilmann.

Meldingen lyder på en brækket albue, og en operation er nødvendig for at sætte knoglen sammen igen.

Det er en dårlig nyhed, men det er ikke første gang 24-årige Marie Vilmann har været ramt af uheld.

Vil køre de store løb

Inden Marie Vilmann fik comeback 18. marts i et italiensk løb, var hun plaget af en lang skadesperiode.

En betændelse i akillessenen og overbelastninger i begge knæ holdt hende væk fra cyklen i 11 måneder.

Nu er den altså gal igen.

- Jeg føler mig så uheldig. Jeg var lige kommet tilbage og var begyndt at træne igen. Jeg kunne mærke stor fremgang, og så sker det her. Det er virkelig frustrerende, siger Marie Vilmann, der lige nu venter på at blive udskrevet fra Herlev Hospital efter sin operation.

Marie Vilmann skal gå med en skinne i to uger, og armen skal have fuldstændig ro.

Men benene fejler intet, så hun kan stadig træne og holde sig i form. Hun håber nemlig at blive klar til de store kommende løb.

- Jeg kan næsten ikke holde ud, hvis jeg ikke kan komme med til DM, Giro d’Italia og VM. Jeg har lært fra min tidligere skade, at det ikke nytter noget at se negativt på det hele, så jeg prøver at holde hovedet højt, siger hun.