Contador: Det var en virkelig god bøf

På et pressemøde forklarede Alberto Contador, hvordan det kunne ske, at han er testet positiv for doping. Den handler om velsmagende, men dårligt kød.

På et pressemøde klokken 12 torsdag middag forklarede Alberto Contador, hvordan det kunne ske, at han er testet positiv for doping.

Spanieren indledte med at takke for opmærksomheden.

 - Jeg tror, det her er vigtig for hele sportsverdenen, siger han og understreger, at der er tale om en meget lille en del af astmapræparatet clenbuterol, der er blevet fundet i hans urin på Tour de Frances anden hviledag.

Skidt bøf blev til skidt sag

Spanieren føler sig som et offer, fordi han har fået præparatet i sit system ved at spise en forurenet bøf dagen før, han afgav prøven.

Nogle af Contadors holdkammerater havde været nede på hotellet og spise. De kom tilbage til Contador og sagde, at bøffen var virkelig dårlig. Han valgte så at spise i holdets Tour-bus i stedet. 

- Kødet blev tilberedt dagen, efter at det blev købt, og bøffen var virkelig god, fastslår han og siger, at kødet er købt i en lille butik i Spanien, men han vil ikke fortælle hvilken butik, det handler om.

- Nej, for jeg ønsker ikke at skade nogen, fastslår han.

Den Internationale Cykel Union, UCI, ved dog godt, hvem der har solgt bøffen til spanieren.

Køleskab itu

Contador fortæller også, at kødet ikke blev opbevaret ordentligt, fordi det skulle tilberedes i deres Tour-bus. Og han protesterede, over at kødet ikke blev opbevaret ordentligt.

Med til hans bøf-argumentation hører også, at en af holdkammeraterne testede negativ samme dag, og han havde ikke spist noget af kødet.

- Det her er en sag, der ikke kan sammenlignes med andre, siger Alberto Contador.

Hjælp fra UCI-ekspert

Den tredobbelte Tour-vinder har taget kontakt med en dopingspecialist fra UCI for at få hjælp til at få afklaret sagen.

- Jeg er trist, men jeg holder hovedet højt, så I kan sige, hvad I vil, siger Contador.

Han afviser, at sagen kan tage noget fra hans seneste Tour de France-sejr.

- Det her er en sag om forurenet mad, fastslår han og afviser, at det handler om doping.

Facebook
Twitter