Contador snupper Giro-sejr

Spanske Alberto Contador vandt Giro d'Italia, efter at han søndag forsvarede sin lyserøde førertrøje på løbets sidste etape - en enkeltstart til Milano.

Alberto Contador blev samlet vinder af Giro d'Italia. (Foto: Bettini © Scanpix)

Det blev en spansk sejr i årets udgave af cykelløbet Giro d'Italia, da sidste års Tour de France-vinder Alberto Contador var hurtigst af alle på rundturen i støvlelandet.

Det ligger fast, efter at Contador søndag forsvarede sin lyserøde førertrøje på løbets sidste etape, der var en enkeltstart på 28,5 kilometer fra Cesano Maderno til Milano, som blev vundet af italieneren Marco Pinotti.

Alberto Contador vinder løbet foran italienerne Riccardo Ricco og Marzio Bruseghin.

Med sejren bliver Contador den første ikke-italienske vinder siden russeren Pavel Tonkov vandt i 1996, og den første spanier siden legendariske Miguel Indurain, der vandt Giro'en i 1992 og 1993.

På grund af sit hold Astanas dopingproblemer i sidste års Tour de France får Contador ikke mulighed for at forsvare sin sejr i det franske løb i år, men den lyserøde førertrøje fra Italien må anses for at være et udmærket plaster på såret for den 25-årige spanier.

 

Facebook
Twitter