Contador testet positiv for doping

Den tredobbelte Tour de France-vinder, Alberto Contador, blev under årets Tour de France testet positiv for et forbudt stof. Det må skyldes en madforgiftning, siger han.

Alberto Contador under Tour de France 2010 (Foto: Lionel Bonaventure © Scanpix)

Den internationale cykelsport er blevet ramt af hvad der kan udvikle sig til en ny skandale.

Den tredobbelte Tour de France vinder, Alberto Contador, der skal køre for Bjane Riis nye hold, blev testet positiv for et forbudt stof under dette års Tour de France, som han vandt, skriver blandt andre den australske avis Sydney Morning Herald.

Den internationale cykelunion bekræfter, at der er fundet spor af stoffet clenbuterol i en prøve fra Contador. Nærmere bestemt en koncentration 50 picogram eller 0,00000000005 gram pr ml.

Madforgiftning

Contador har siden fortalt, at den eneste mulige årsag til, at han havde stoffet i sig, må skyldes en madforgiftning. Og det giver flere eksperter ham ret i, siger Contadors agent.

UCI medgiver den dopingmistænkte Tour de France-vinder, at koncentrationen af stof er så lille, at der skal en undersøgelse af den såkaldte B-prøve til før unionen vil stemple Contador som snyder. Han er dog formelt suspenderet indtil resultaterne foreligger.

Alberto Contador vil torsdag ved middagstid holde en pressekonference i Pinto, hvor han vil forsvare sig mod anklagerne.

Contador har skrevet kontrakt for den kommende sæson med Bjarne Riis nye hold, Saxo Bank-Sungard.

Facebook
Twitter