Cort spurter dansk etapesejr hjem i Vueltaen: 'Dybt imponerende'

Cykelrytteren Magnus Cort vinder 16. etape af Vuelta a España.

Bornholmeren Magnus Cort slog til og vandt 16. etape af Vuelta a España. (Foto: KIKO HUESCA © Scanpix)

Midt i september måtte Magnus Cort (EF) sætte cykelsæsonen på pause og lade sig vrage til VM, da han blev ramt af coronavirus.

Han blev klar til at stille til start i årets Vuelta a España, og på fredagens 16. etape spurtede den 27-årige dansker sig til en af karrierens største sejre.

Bornholmeren sad med i et mindre feltet, som kort før mål opslugte udbryderen Remí Cavagna, så det hele skulle afgøres i en spurt.

Cort fik positioneret sig perfekt inden for den sidste kilometer, og på opløbsstrækningen var han klart hurtigste mand og vandt foran løbets førende rytter, Primoz Roglic (Jumbo-Visma).

Dermed fik danskeren for alvor spurtet fra coronaen, og det er - især med tanke på det forløb - imponerende, mener cykelekspert og tidligere holddirektør, Brian Nygaard.

- Sejren er en kæmpe lettelse for ham. Han er købt ind til sit nye hold EP for at vinde cykelløb på højt niveau. Magnus startede foråret rigtig fint, men har fået det meste spoleret sidenhen. Men at han er fortsat og har været i stand til at satse så målrettet efter en etapesejr og få den, det er dybt imponerende, siger Brian Nygaard til DR Sporten.

Magnus Cort Nielsen krydser stregen og vinder 16. etape i årets Vuelta a España. Det var danskerens tredje Vuelta-etapesejr i karrieren. (Foto: OSCAR DEL POZO © Scanpix)

I 2016 vandt Magnus Cort to etaper i den spanske grand tour, så han nu er oppe på tre sejre i løbet. Derfor har han helt sikkert et særligt forhold til Vueltaen.

- Men jeg er næsten tilbøjelig til at sige, at den her er den vigtigste for ham, siger Nygaard.

- Magnus er en vindertype, og når de ikke kommer til fadet, bliver det frusterede med tiden. Derfor tror jeg, at sejren betyder rigtig meget for Magnus Cort.

Udbrud blev hentet, og så slog Cort til

Et udbrud på seks mand endte med at blive samlet efter en urolig start på etapen, hvor Rémi Cavagna var største navn.

Selv om de nåede at komme mere end fem minutter foran feltet, var der ikke meget kvalitet i resten af udbruddet. Det lignede ikke for alvor et bud på en kommende duel om etapesejren.

Cavagna og Robert Stannard sad som de to sidste tilbage forrest over toppen på kategori 1-stigningen Puerto El Robledo med blot 20 sekunder til feltet og 35 kilometer til mål.

De sekunder forsvandt hurtigt, da Movistar trykkede sømmet i bund i feltet i en offensiv, men de to pressede lykkeriddere fik lov til at holde sig en my foran feltet. Cavagna er en fantastisk temporytter, og da han kørte fra Stannard cirka 16 kilometer fra mål, fik han trukket sig omkring 20 sekunder væk fra feltet igen.

Nu var det pludselig ikke givet, at han kunne hentes, hvis bentøjet på franskmanden var intakt, men med tre kilometer til mål ramte han lidt modvind, og det dræbte hans muligheder.

Han blev hentet med to kilometer til mål, og så var chancen der for første danske sejr i årets Vuelta. Den havde Cort ikke i sinde at lade passere, og han rykkede uimodståeligt frem på de sidste par 200 meter.

- Cort kørte en suveræn og imponerende spurt, fordi han faktisk skulle lancere den to gange, men da han lavede sin endegyldige acceleration, var han urørlig, siger Brian Nygaard til DR Sporten.

- Og det er den type sprinter, han er. Han er ikke selvskrevet i top-3, når det er højhastighedsspurter, men når det meget eksklusive udskilningsløb sker, er han der. Og det er så imponerende, når han rammer plet, siger Nygaard.

Roglic hentede lidt bonussekunder med andenpladsen og fører nu løbet med 45 sekunder ned til Richard Carapaz før lørdagens bjergetape og paradeetapen til Madrid søndag.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk