Cykel-søskende samme hold: 'Det bliver nogle sjove træningslejre'

Fra næste sæson bliver Emma og Mathias Norsgaard Jørgensen forenet på spansk World Tour-hold.

Emma Norsgaard Jørgensen (til venstre) vandt i 2017 sølv ved juniorernes VM i linjeløb. (Foto: NTB Scanpix © Scanpix)

Det spanske cykelhold Movistar kan bruge copy/pastetasterne, når de til næste år skal præsentere holdlisten for 2021-sæsonen.

Torsdag kom det frem, at det 21-årige stortalent Emma Norsgaard Jørgensen skifter til det spanske World Tour-hold fra næste sæson. Men faktisk har folkene på Movistar allerede haft mulighed for at øve sig på de danske å- og ø-lyde.

For Emma Norsgaard Jørgensen kender én af sine nye kollegaer på Movistar-holdet særdeles godt. På herresiden befinder hendes to år ældre storebror, Mathias, sig nemlig allerede.

Dermed skal bror og søster nu køre på samme hold på cyklingens allerhøjeste niveau, World Touren. Og Emma Norsgaard ser da også frem til at gøre sin storebror selskab på det spanske hold.

- Det er et af de største hold, man kan komme til, og de gav mig virkelig meget opmærksomhed allerede tidligt på sæsonen. Og så kunne jeg mærke på Mathias, at han gerne ville have mig derover, griner Emma Norsgaard.

Emma Norsgaard Jørgensen kørte i 2017 over stregen som nummer to ved VM i juniorernes linjeløb. (Foto: NTB Scanpix © Scanpix)

Allerede tilbage i januar skiftede Mathias Norsgaard Jørgensen til Movistar, der på herresiden blandt andet tæller den tidligere verdensmester Alejandro Valverde. Og selv om søskendeparret ikke kommer til at se alverdens til hinanden, når sæsonen først begynder, betyder det alligevel noget at have sin søster med på holdet.

- Jeg glæder mig. Det bliver nogle sjove træningslejre. Jeg ville ikke påvirke hende, fordi jeg vidste, at hun var eftertragtet, men det gør mig da stolt, at vi nu kører på samme hold på World Touren, siger storebror Norsgaard.

Herrecykling er bare mere populært

Emma Norsgaard bragede ind på den danske cykelscene, da hun i 2016 som bare 17-årig vandt det danske mesterskab i landevejscykling foran Amalie Dideriksen, der senere det år kunne kalde sig verdensmester.

Fire år efter ser den nu 21-årige cykelrytter frem til at komme til et hold, hvor hun kan fortsætte sin rivende udvikling.

- De har gjort det klart, at jeg kan køre min egen chance i de flade løb og på den måde få en halv lederrolle. Det er jo drømmen, siger Emma Norsgaard.

Movistar-holdet er ét af kun tre hold, hvor der både er et kvinde- og et herrehold. Og netop samarbejdet på tværs af de to afdelinger gør holdet til et af de mest attraktive hold på kvindesiden, ifølge Emma Norsgaard.

- Ærlig talt, så er herrecykling jo bare mere populært. Så der er noget promovering, der smitter af på kvindesiden, samtidig med at der også bliver udvekslet viden på tværs af de to afdelinger.

Inden Emma Norsgaard slutter sig til sin bror og Movistar, skal hun dog først afslutte den nuværende sæson på Èquipe Paule Ka-holdet.

Facebook
Twitter